Nyvang Allé
Hvilken bog har du sidst læst?
"Hvorfor gjorde I det?" af modstandsmanden Jørgen Kieler. Det er hans erindringer fra besættelsestiden - indimellem meget barsk, fordi han blev sendt i koncentrationslejr af nazi-tyskerne. Jeg har haft den store ære og oplevelse at møde Jørgen Kieler flere gange, blandt andet fordi jeg selv har skrevet om besættelsestiden. Det er sjældent at møde den slags historiske personer. Han er 92 år og fuldstændig åndsfrisk. Han er virkelig et enestående menneske med et smukt syn på frihed og konsekvenserne af at kæmpe for friheden. Han sad i øvrigt i Vestre Fængsel sammen med Fiil familien fra Hvidsten Kro, der er blevet kendt fra filmen Hvidsten Gruppen.
Hvilken bog gjorde størst indtryk på dig som barn?
Jeg læste meget Jules Verne. Hans bøger om spændende rejser til alle mulige verdensdele satte gang i en lille dreng og kan have været med til at skabe min udlængsel.
Hvilken bog har rørt dig mest som voksen og hvorfor?
Johannes V. Jensens "Digte 1906". Det er digte, som er nemme at læse, men som alligevel er dybe, og Johannes V. Jensen skriver om problemstillinger, jeg kan genkende fra mig selv.
Hvad lægger du mest vægt på ved oplevelsen af en bog?
Som journalist lægger jeg nok meget mærke til sproget, om det fungerer. Det er i øvrigt mange gange, man møder en virkelig ringe dialog, især i den nye krimibølge.
Læser du altid en bog færdig?
Normalt opgiver jeg en bog, hvis den ikke fænger i løbet af de første 30 sider. Men jeg kan også gå i stå længere inde i bogen, og så lægger jeg den simpelt hen fra mig.
Hvilken bog ville du ønske at du havde læst?
"Lykke-Per" af Henrik Pontoppidan. Men jeg fik den af min kone til jul, så der er håb om, at jeg snart kan komme i gang med den.
Hvilken bog er du i gang med lige nu og hvordan tegner den?
Jeg læser meget faglitteratur lige nu om besættelsestiden, fordi jeg arbejder på en bog om en modstandsmand. Og udover bøger om besættelsestiden læser jeg også en bog om hundehvalpe, fordi vi er ved at anskaffe os en hvalp. Som journalist kan jeg godt lide af den arbejdsskade, at jeg ærgrer mig over dårligt eller for akademisk sprog. Ofte når jeg læser, retter jeg det til i tankerne.
Thomas Hjortsø er journalist i DR og forfatter til blandt andet bogen "Den dyre flugt" om de mange penge, det kostede at få jøderne i Danmark sejlet til Sverige i 1943.