Om

Den betjente del af biblioteksaktiviteten er i stueplan. Her finder man oplevelser, inspiration og viden for både børn og voksne, en lounge til avis- og tidsskriftlæsning samt vejledning og udlånsautomater. På 1. sal møder man Læringsrummet primært til it-undervisningsaktiviteter. Pc’erne i rummet er også til almindelig fornøjelse for børn og voksne. I forlængelse af Læringsrummet finder man møde- og aktivitetslokalerne: Multirum 1 og Multirum 2, der kan forenes til ét stort arrangementslokale.

Disse multirum kan benyttes både af borgere og lokale foreninger. Etagen præges af en 16 meter lang bardisk, her kan man sidde på stribe og studere samt arbejde på pc. Der er desuden også fin plads til mindre udstillinger. Trapperummet, som kobler stueetagen og 1. salen, er forsynet med kulørt lys samt fire Infoskærme, der med dynamisk indhold af skiftende kunstnerisk såvel som informativ karakter, gør passagen til en spændende overgang. 

Vestamager Bibliotek
Vestamagercentret,Ugandavej 111
Totalrenoveret 2013
Arkitekt: Tårnby Kommune
Publikumsareal: 660 m²