Tårnbys faglitterære læsefællesskab: Sundhed

01.01.21
Læs med og bliv klogere – hver måned. Hver måned læser vi os ind på et nyt emne, og i årets første måned læser vi naturligvis om sundhed

Det ér næsten for oplagt, at januar måneds tema er sundhed, fordi for mange af os betyder starten på det nye år også starten på nye gode og sunde vaner – ikke mindst ovenpå en lang jul med slik & sul. Men sundhed er meget mere end de slankekure, medlemsskaber til fitnesscentret og maratonløb, som ellers i sig selv nok kan tage pusten fra de fleste. ”Sundhedsprofeten” Lars Thorup Larsen, som står bag Tænkepausen om sundhed, som vi læser i denne måned, satte sig for at undersøge netop hvad sundhed egentlig er for en størrelse: Hvad forstår vi ved sundhed? Hvad betyder sundhed for dig eller for mig? Og hvilke aktier har ”samfundet” egentlig i din og min sundhed? Uden at røbe for meget, og uden at være helt sikker på om det er en trøst?, kan jeg godt afsløre, at han trækker tæppet væk under vores nytårsforsæt om at blive sund…

Så måske kommer det for nogle af os i højere grad til at undersøge, hvad der er godt for lige præcis vores egen sundhedstilstand – og det bærer denne måneds udvalgte bøger præg af: Mangfoldigheden er stor og der er næsten noget for enhver smag – både maratonløberen og os andre.

Hvad synes du?

Hvad synes du? Og har du lyst til at dele dine tanker? Læsefællesskabet handler om at læse og om at blive klogere – sammen og hver for sig. Hvis du har lyst til fortælle om en bog du har læst, om en bog vi andre skulle læse eller noget helt tredje om emnet så benyt dig af kommentarsporet allernederst på siden. Husk, at du skal være logget ind med de oplysninger du plejer at bruge, når du bruger hjemmesiden og biblioteket.

Så: God læselyst – fra os der holder os sunde ved at læse bøger

I vores faglitterære læsefællesskab tager vi hver måned fat på et nyt emne. Tænkepause-bogen fra Aarhus Universitetsforlag danner udgangspunkt for vores læsning, og hvis du har lyst til at læse mere eller til at læse om andre aspekter af emnet, plukker du efter behov og lyst fra titellisten nedenfor. Titellisten består både af bøger, film, podcasts og af både fysiske og digitale materialer.

Det kræver ingen tilmelding at være med, og du deltager efter behov, lyst og tid fra måned til måned. Du kan følge med i månedens emne og bøger via bibliotekets nyhedsbrev, her på hjemmesiden eller på biblioteket, hvor vi hver måned præsenterer emne og titel.

Kommentarer

Vi fortsætter online og for mange af os også hjemme- og indefra - og derfor var det mest nærliggende for mig at gribe til "tv-lægens" "Naturen på recept" fordi for alle os der bor herude på øen er der faktsk ikke ret langt til skov eller vand. Det jeg især blev inspireret af var de undersøgelser som Geisling citerer fra: at der ikke skal særlig meget natur-tid til før det batter ift. den mentale sundhed. Der er altså ingen undskyldning - bare smid bogen og afsted til stranden... Det jeg dog grunder over er, at hvis det er så effektfuldt hvorfor gør vi så ikke mere brug af det - i alle mulige kroge af livet? Det vil jeg fundere videre over mens jeg står og ser ud over havet. Trine/biblioteket

Materialer