Tårnbys faglitterære læsefællesskab: Demokrati

01.10.21
Læs med og bliv klogere - hver måned. Vi varmer op til kommunalvalget – eller ”køler af” ovenpå det tyske forbundsvalg: Under alle omstændigheder: I denne måned læser vi om demokrati. Mere aktuelt end nogensinde før, fristes vi til at skrive…

Demokrati er evigt aktuelt – og ikke kun på grund af det snarlige kommunalvalg eller ”store” valg i hhv. Tyskland og Frankrig inden så længe, for vi læser, hører og ser i medierne talrige eksempler på, at demokratiet er under pres. Andre styreformer vinder fodfæste i lande tæt på os, populistiske tendenser dominerer valghandlinger og kriser tæt på os betyder, at vi nogle gange må give køb på demokratiske rettigheder. Demokratiforsker Svend-Erik Skaaning har skrevet Tænkepausen Demokrati, og han fortæller heri, at demokratiet har været i krise lige siden det opstod i oldtidens Grækenland. Det kan vi så trøste os med…eller ikke? I hvert fald er det hans pointe, at vi ikke for alvor behøver at frygte for dets fremtid…men kan det nu passe? Det skal vi også undersøge i denne måneds læsefællesskab.

Vil du tale med?


I demokratiets ånd udvider vi i denne måned læsefællesskabet, og inviterer alle til SAMTALESALON om demokrati: mandag d. 11. oktober kl. 16.30 til 18 afholder vi sæsonens første samtalesalon på Hovedbiblioteket på Kamillevej. Vi skal tale med hinanden om demokrati, og om hvad det kan og ikke kan – for selvom demokratiforskeren maner til besindighed, så er det stadigvæk og måske i virkeligheden endnu vigtigere end nogensinde før at tale sammen om, hvorfor demokrati ér vigtigt… Samtalesalonen er åben for alle også selvom man ikke har læst bogen eller i øvrigt synes, at man mangler svar på spørgsmålet ”hvorfor demokrati”. Tilmeld dig samtalesalonen på https://taarnbybib.dk/arrangementer/workshop/samtalesalon-om-demokrati-den-mindst-daarlige-styreform – så tales vi ved!

God læselyst fra os, som også gør biblioteket klar til valg

I vores faglitterære læsefællesskab tager vi hver måned fat på et nyt emne. Tænkepause-bogen fra Aarhus Universitetsforlag danner udgangspunkt for vores læsning, og hvis du har lyst til at læse mere eller til at læse om andre aspekter af emnet, plukker du efter behov og lyst fra titellisten nedenfor.

Det kræver ingen tilmelding at læse med, og du deltager efter behov, lyst og tid fra måned til måned. Du kan følge med i månedens emne og bøger via bibliotekets nyhedsbrev, her på hjemmesiden eller på biblioteket, hvor vi hver måned præsenterer emne og titel.
 

Materialer