Udstillingscenter Plyssen

Se mere om det populære brugerdrevne Udstillingscenter Plyssen, som var åbent fra 1996 til 2019. I 2020 åbner nye udstillinger på Gården Ved Diget, det bliver her udstillingcentret fremover skal holde til.

Historien

I 2016 var det 20 år siden, at det gamle væveri blev et kulturcenter. 

Væveriet Plyssen omkring 1930

Foto: Tårnby Stads- og Lokalarkiv

Åbningen skete i forbindelse med Kulturby '96, hvor foreninger på Amager gik sammen om et fælles projekt omkring den tidligere jernbane, som lå omtrent, hvor metroen kører til lufthavnen. Projektet hed Amagerbanen - en anderledes rejse. I Kastrup blev væveriet Plyssen omdannet til Udstillingscenter Plyssen. 

I første omgang var det meningen, at der kun skulle udstilles i kulturåret, men det blev en sådan succes, at projektet blev forlænget først til årets udløb og derefter 1 år ad gangen. Plyssen blev drevet af frivillige, ulønnede guider, som hver weekend holdt åbent - bortset hen over julen og i sommerferien. 

Udstillinger og aktiviteter

Udstillingerne bestod af tre grene

Hobby, samlinger og rariteter
Kunst
Lokalhistorie

Der var jævnligt udskiftninger. Derudover var der indimellem koncerter, danseopvisning og foredrag samt mange andre begivenheder. 

Publikum skriver med på historien

I modsætning til mange andre lokalhistoriske udstillinger, så måtte publikum rette og supplere på udstillingsplancherne. Lokalarkivet er meget begejstret for disse rettelser, som skaber en god dynamik. Det giver meget mere levende og relevante udstillinger, at brugerne blander sig med deres viden.

Udstillingscenter Plyssen med udstilling om Plyssen

Du kan læse mere om Plyssen som udstillingscenter i det lokalhistoriske blad, Glemmer Du.
Kulturen i Tårnby - Plyssen, Svend Olsen og kulturen
Glemmer Du Nr. 1, 2016