De kastrupske alper

Læs om isvinteren i 1881, hvor begrebet De kastrupske alper opstod.

En vinterdag i 1881

De kastrupske Alper - vinteren 1881
Isvinter i 1881 langs Tårnbys østkyst.
Foto: Tårnby Stads- og Lokalarkiv, B3877
 

Ekstremt vejr

Sådan så der ud i Øresund ud for Amagers Kyst en dag i vinteren 1881. Det var en stærk storm og højvande, der i løbet af en nat pressede og skruede de store masser af is og sne sammen, så det blev dette isfjeld på 30 Fod, som straks dengang blev døbt De kastrupske Alper. 

En skøjte, et skib og en bjærgningsdamper

Det skete ved Svovlsyrefabrikkens bro i Kastrup, hvor ismasserne knuste brohovedet, rev pælene op, afrev og bøjede broskinnerne. Desuden førte snemængderne et lille fladbundet hollandsk fartøj - kaldet en skøjte - Elisabeth, om bag isbjerget. På fotoet skimtes Elisabeths master og lagde sig med hele sin enorme vægt ovenpå et andet skibsfartøj - Familiens Håb, hvis bagstavn ses ragende frem af ismasserne, samt væltede bjærgningsdamperen, Harriet.

Turistattraktion ved Syrebroen

Det siger sig selv, at Københavnerne valfartede til stedet. Der blev bygget en lille restaurant på toppen af isbjerget, der blev opstillet karruseller og lignende, så det blev en hel dyrehavsbakke. Det hele stod på i tre måneder - men da var isen og sneen også til sidst så sort som kul.