Redning juli 1962

Læs historien om redningen af en 12-årige dreng, der havde været ude at fiske, da han faldt i havnen i sommeren 1962. På et glasmarked i 2015 genså drengen sin redningsmand.

En ægte heltedåd

Sommeren 1962

Den 12-årige Freddy Broch Pedensen var med sin kammerat, Jørgen Ørsted Rasmussen, på havnen for at fiske. Kammeraten var for langsom om at pakke fiskegrejet sammen, så Freddy begyndte at cykle rundt i cirkler på kajen for at fordrive tiden. Han havde allerede pakket sit fiskegrej på cyklen. Det var Freddys fars cykel, så den var alt for stor til ham. Han sad på stangen, fordi han ikke kunne nå pedalerne fra sadlen. Pludselig ramte pedalen betonkanten på kulkranen i Industrihavnen. Freddy mistede balancen på den høje cykel, og han faldt i havnen med cyklen under sig. Freddy kunne ikke svømme og plaskede vildt med armene for at holde sig oppe.

Ikke langt derfra sad Arthur Erik Rasmussen i sin varevogn og spiste sin frokost. Han nød udsigten over kreaturbåden og Kastrup Industrihavn, da han så en dreng falde i vandet med sin cykel. Arthur startede bilen og kørte så tæt på ulykkesstedet som muligt. Derefter hoppede han med alt tøjet på i havnen for at bjærge drengen indtil kajen. Der var to meter fra vandkanten op til kajkanten, så nogle voksne, der var blevet alarmeret af vennen Jørgen, fik halet først Freddy op og derefter Arthur. Der var heldigvis ikke sket Freddy noget. Efter Arthur havde lånt noget tørt tøj af folk på havnen, kørte han drengene hjem. Han var bare 25 år og uddannet fjernsynsteknikker, som den dag var det helt rigtige sted i sin frokostpause og modig nok til at hoppe i den dybe havn for at redde Freddy.

Næste dag tog Freddy med sin far ned til havnen. Hans far var glasmager Erik Broch Pedersen fra Guldblommevej 16 i Kastrup. De fiskede cyklen op med en stor krog, men fiskegrejet gik tabt. Cyklen skulle Freddy bruge, når han skulle ud med aviser. En tjans han havde haft et til to år.

Kastrup Industrihavn ca. 1960

Kastrup Industrihavn omkring 1960.
Foto: Tårnby Stads- og Lokalarkiv, B3904
 

Heltedåden kom i avisen med flere fotografier. Da fotografen kom for at få et billede af Freddy, var den kvikke 12-årige allerede i gang med at støbe små blylodder til sit nye fiskegrej.

Efteråret 2015

Lørdag den 14. november var der glasmarked på hovedbiblioteket arrangeret af Glashistorisk Selskab Holbæk og Tårnby Stads- og Lokalarkiv. I en af boderne stod Arthur Erik Rasmussen, hvor han solgt glas fra sin samling.  Freddy Broch Pedersen kigger på glasset fra Kastrup Glasværk fra Arthurs bod.

"Mens Arthur og jeg taler om hans glas, fortæller han mig, at det eneste, han har haft med glasværket at gøre, er, at han engang reddede en glasmagers søn fra at drukne i Kastrup Havn, hvorefter jeg kunne fortælle ham, at det var mig - og takke ham endnu engang," fortalte Freddy.

En virkelig rørende historie om en dreng og hans redningsmand. I øvrigt modtog Arthur Erik Rasmussen Carnegies Belønningsfond for heltemod og fik 300 kr. i belønning for redningen. Det var penge nok til en ny habit, som Arthur købte sig efterfølgende. Carnegies Belønningsfond for heltemod blev stiftet i 1911 i Danmark.

Freddy var til glasmarkedet som besøgende. Hans far havde været glasmager - og der er altid glas fra Kastrup Glasværk på loppemarkedet.
Det blev et sjovt og glædeligt gensyn.

Redning i Kastrup Havn

På Glasmarkedet i 2015 oplevede en af udstillerne at møde den dreng,  han havde reddet fra druknedøden i 1962. Her er de to sammen igen - 53 år efter hændelsen. 
Freddy Broch Pedersen til venstre og Arthur Erik Rasmussen til højre.