Byggeskik i Tårnbys landsbyer

Der er store forskelle i byggeskikken mellem de forskellige egne - læs om det særegne ved gårde og husmandssteder i landsbyer i Tårnby. Om gårdenes farver - det særlige ved bindingsværk, stråtage og kragetræer i Tårnby.

Byggeskik på træfattige Amager

Farver på husene og gårdene

I Nicolaisens bog om Amager fra 1915 beskrives gårdenes husfarver som lysegule med døre og vinduer i grønne farver. Det kan dog blot være et modelune på Amager omkring den tid. 
Fotografier af gården Ved Diget i Kastrup fra begyndelsen af 1900-tallet tyder på en gullig farve på selve stuehuset og med en hvid pynteramme rundt om vinduerne. De sprossede vinduer var malet mørke, men nok ikke sorte. Det er mere sandsynligt, at det er en mørk rød, blå eller grøn farve, der er brugt. Rigtig mange bygninger har også haft kombinationer af røde vinduer og gul facade. Dog vides det ikke, om gården Ved Diget havde lige den farvesætning.

Gården Ved Diget
Gården Ved Diget.
Foto: Tårnby Stads- og Lokalarkiv, B3719
 

Før i tiden har der været mode i husfarver. Så flot som Kastrup Værk ser ud nu i en varm gul, har bygningerne ikke altid set ud. På de første malerier af Kastrup Værk har bygningerne været hvide - formentligt helt fra starten af.
Farverne er også en vigtig del af historien.

Den gule farve på husene og gårdene stammer fra okker, som er naturligt forekommende i jorden, som er et pulver af forvitring af jern eller andre metaller. Den hvide farver stammer fra kalk, som også forekommer i Danmark. Den blå indigo farve stammer derimod fra en plante i troperne, derfor har denne farve ikke været så udbredt i Danmark - og slet ikke til bondegård og husmandssteder.

Den gule farve bruges ofte i kystområderne og fiskerbyer, fordi farven kan ses på lang afstand. Arkivet har fortællinger om gårde, der er brugt som landemærker - blandt andet Bredegård, som var en stor gul gård beliggende tæt på Kastrupgård.

Bindingsværk

Da Amager har været træfattigt i årbundrede, har bindingsværket i gårdene og husmandsstederne ofte været spinkelt og kroget - foruden er der som regel ikke brugt tømmer til en fodrem, dvs. en lang bjælke, som bindingsværket har stået ovenpå. I stedet er bjælkerne sat på syldsten, som har fungeret som fundament. I middelalderen bestod det mest af række af små sten, i nyere tid - efter 1600 - er der anvendt store og små syldsten.
Der blev desuden genanvendt træ fra de bjærgede træskibe til forskelligt på bygningerne, brøndene og andre steder.
Der er ikke så mange bindingsværkshuse tilbage i Tårnby. Udover at landets bebyggelse har måttet vige for byens boliger, skyldes det også, at mange landbrugere fik opført nye stuehuse og sidebygninger i mursten i forbindelse med udflytningen fra landsbyen, selveje af gården, brande eller som del i omlægningen fra amagerbrug til gartneridrift.

Kongelundsskoven var fra 1836 forbeholdt kongen og de mindre træområder spredt rundt om på Amager - som kaldes for remiser, var plantet til kongens vildt. De træer måtte altså ikke benyttes som gavntræ eller for den sags skyld som brænde af bønder og husmænd. Da skoven blev plantet fra 1818, var der heller ikke så meget træ at komme efter.

Svenskerne brændte stort set alt af på Amager i 1658, alt det som ikke allerede var brugt som brænde af de danske soldater og en belejret københavnsk befolkning. I starten af 1800-tallet var omtrent 2-3 % skov tilbage i Danmark. Amager har formentlig været temmelig skovløs indtil beplantningen af Kongelundsskoven.
Også udgravningen af Tårnby landsby ved Øresundsforbindelsens anlæggelse viser, at træet brugt til brønde var genanvendt fra skibe og tidligere bindingsværksdele.

Stråtage

Oprindeligt har gårdene og husmandssteder haft stråtage. Der kan dog også være spåntag og cementtag på nogle af bygninger, særligt når vi kommer op i 1900-tallet. Ligesom også tegltage fik et indtog med murstensbygningerne. 

Stråtagene har dog sin egen lille historie på Amager. Ligesom andre steder er materialet tagrør eller halmstrå. Det kan være fastgjort til taget på to måder. Én østdansk inklusiv Østjylland, der kaldes for bundne tage, hvor der bruges binder pil ellers hasselgrene fast til tagkonstruktionen. Én vestdansk for det øvrige Jylland, hvor tagene var syede med en tækkenål.
Det syede tag var så usædvanligt, at Dirch Ole Jacobsen, den senere ejer af Kastruplund, skrev hjem til sin far om metoden, som de brugte i Vejen, hvor Dirch Ole Jacobsen var i 1880. Se Glemmer Du nr. 5, 2007.

Når stråtaget afsluttes på rygningen, kan det udsatte øverste område lukkes på forskellig vis. Igen er der to måder, som normalt knytter sig til de samme områder - én østdansk eller én vestdansk. Den første er rygningen eller mønningen, som kan bestå af halm, tang eller lyng, fastholdt af rygningstræer, som også kaldes kragetræer. Den anden måde er samlingen holdt på plads af lange græstørv - det er udbredt i Jylland, dog ikke Østjylland, og Bornholm.
På Amager blev brugt begge former - formentlig på grund af træmangel og den store mængde græstørv på de store fælleder specielt vest på øen.

Når det var ålgræs eller tang, der blev brugt til rygningen på et stråtægt hus, snoes det først så det nærmest har karakter af et løst reb. Derefter lægges kragetræer ovenpå for at holde på konstruktionen.

Ladegården 1903
Gården kaldet Ladegården fotograferet i 1903 - bemærk kragetræerne der holder det stråtækte tag.
Foto: Tårnby Stads- og Lokalarkiv, B1396
 

Kragetræer

Tætsiddende kragetræer på mønningen har vist gårdens velstand - ligesom antallet af skorstene også kunne være et tegn på den økonomiske formåen. Selvom der har været større velstand på Amager end på Sjælland, så har Amager været træfattigt i mange århundrede, hvilket nok har smittet af på brugen af kragetræer. Der er således både huse og gårde i Tårnby med og uden kragetræer. Så det har ikke været entydigt, hvad der har været brugt her på øen.

”Kragetræer kaldes de tværstykker, der ligger over rygningen på et stråtag. Kragetræer består af to træstykker på godt 1 m i længden af eg eller bøg, der ved en trætap sammenføjes i den øverste ende, så de rider over rygningen. Kragetræer anbringes med 0,50 til 0,75 meters mellemrum og forbindes ofte med ståltråd”. Kilde: Store Nordiske Konversations Leksikon bd. 13, 1920.

Kilde: 
Bjarne Stoklund: Bondegård og Byggeskik. København 1969.