Madsine Larsen

Madsine Larsen var ven med kunstmaleren Th. Philipsen. Læs om hendes liv i Maglebylille og Kastrup.

Madsine Larsen var gode venner med Th. Philipsen al den tid han tog til Saltholm for at male. 
Madsine Larsen blev født i Maglebylille den 7. juni 1863. Hun var et af Inger og Jens Larsens ti børn. Han var fisker og senere skibsfører i bjærgningsselskabet Svitzers. 

Madsine blev gift med Johannes Larsen, der var marketender og ejer af Havnecafeen på Kastrup Værk. Han var søn af brygger Jens Larsen, som allerede i 1845 havde slået sig ned i Kastrup. Johannes Larsen var medlem af Tårnby Sogneråd fra 1899 til 1905, og var formand for sognerådet fra 1902 til 1905. 

Madsine Larsen
 
Madsine blev fotograferet mellem 1890 og 1900.
Foto: Tårnby Stads- og Lokalarkiv, B181

Madsine og Johannes blev gift i 1889. De fik ingen børn. Til gengæld voksede Jens Fogelstrøm op hos Johannes og Madsine. Jens var søn af Sophie og Peter Fogelstrøm. Sophie var en 14 år yngre lillesøster til Madsine.


Madsine boede først sammen med sine forældre i Maglebylille, hvorefter hun havde sin bolig på Kastrup Værk med sin mand, derefter flyttede de til Alleen nr. 74, hvor de havde en købmandsforretning. Til sidst flyttede de til Skovmarken 5, hvor de havde en kolonialhandel med kaffe, te og sukker.

I Skovmarken 5 boede Madsine sammen med sit søsterbarn Jens Fogelstrøm og hans kone Rigmor samt deres to døtre Inge Marie og Annie.

Hun døde 83 år gammel den 26. juni 1946.