Mindre ulighed: Sammen om FNs Verdensmål i Tårnby

28.02.23
Hvordan har ulighed i samfundet ændret sig gennem tiden, og hvorfor er social- og økonomisk ulighed stadig stor i både Danmark og verden omkring os? I marts sætter vi fokus på FNs Verdensmål nr. 10, der skal være med til at reducere ulighed i og mellem lande.

Verdensmål 10: For at opnå verdensmålet, er FNs medlemslande bl.a. blevet enige om at give støtte til folk, der lever i fattigdom, så de kan få adgang og hjælp til udvikling og bedre økonomi og sikre love og regler, der ikke diskriminerer imod nogen grupper i samfundet, men i stedet lytter til, hvad folk har brug for og bruger deres input til at skabe en bedre verden. 

Økonomisk ulighed i Danmark har været stigende siden 2015. Men debatten om ulighed i Danmark handler om andet end indkomstforskelle, herunder ulighed mellem land og by, hvorvidt vi i Danmark kan bryde med negativ social arv i forhold til uddannelse og beskæftigelse, og diskrimination af blandt andre, personer med handicap, etniske minoriteter og LGBTIA+.

Hvordan kan vi på bibliotekerne arbejde for mindre ulighed?

Formålet med folkebibliotekerne er at give alle borgere lige muligheder at kunne læse bøger, se film og låne andre materialer uden at betale penge. Alle uanset køn, alder, etnisk baggrund eller social status skal have lige adgang til information og kultur. Bibliotekerne spiller derfor en vigtig rolle for lighed, oplysning og demokrati i Danmark, og vi på Tårnby Kommunebiblioteker vil gerne være for alle og deltage i kampen for mere lighed. Ligesom verden omkring os ændrer sig, må vi også ændre vores tilbud.

Udstilling om bibliotekets udvikling

Marts måneds udstilling i Rotunden kommer med nogle historiske nedslag i folkebibliotekernes udvikling indenfor tilgængelighed og oplysning for alle borgere.

Du kan hjælpe os med at blive bedre ved at give dine bud på hvad vi mere kan tilbyde – vi sætter en postkasse op, så du kan komme med dine forslag og tanker!

Klasseskel, fattigdom og ulighed i skønlitteraturen

Bliv klogere på ulighed i vores samfund