Billedbøger
Billedbøger i temaopstilling

Ny opstilling af pege- og billedbøger

01.10.20
Nu kan du gå på opdagelse i temaer, når du skal vælge pege- eller billedbøger.

Temaerne er lavet ud fra faglige vurderinger af, hvad man som låner kunne være interesseret i, når man vælger sin bog. Er dit barn vild med Villads fra Valby, så kan I kigge i temaet ”Villads, Vitello og venner” og finde både Villads og andre, der minder om ham.

Vi håber at de nye opstillinger sætter skub i inspirationen og kan give dig og dit barn en masse gode læsestunder sammen. 

Her er en kort præsentation af de nye opstillinger i først pegebøgerne og dernæst billedbøgerne. Klik på temaets titel for at se eksempler:

Nye opstillinger i pegebøger

Pegebøgerne er primært til de 0-3 årige, da de typisk har simple handlinger og illustrationer. De er oftest udformet for at sætte ord på, og bearbejde velkendte genstande og situationer fra barnets egen verden.

Dyr
Bøger til barnet der er vild med at kigge på dyr i alle afskygninger.

Farver, former & modsætninger
Bøger der introducerer barnet til farver, former og modsætninger.

Ib
Bøger i serien om den lille hund Ib, der elsker pølse! Mange børn holder af at læse en serie, fordi det er den samme karakter der går igen. På den måde skal de ikke forholde sig til noget nyt hver gang, man åbner en ny bog.

Ida
Alle bøger i serien om Ida.

Jeppe
Bøger i serien om den lille dreng Jeppe med genkendelige hverdagsscenarier for de 1-3 årige.

Ka’ selv
Bøger der sætter ord på og forklarer alle de ting, man skal lære; at tage tøj på, at spise selv, at falde i søvn, at få skiftet ble osv.

Kaj
Alle bøger i serien om drengen Kaj, og de hverdagsting han oplever.  

Klassikere
Bøger med klassiske fortællinger, eller klassiske figurer. For eksempel Mumi, Pippi og Tintin.

Lili
Alle bøger i serien om den søde og sjove 3-årige Lili.

Lille krokodille
Alle bøger i serien om den lille krokodille.

Mig og de andre
Bøger der sætter ord på relationer  – Fra venskaber til familiebånd.

Maskiner
Bøger til barnet der elsker alt fra cykler til lastbiler

Mimbo Jimbo
De simpleste bøger om Jakob Martin Strids blå elefant Mimbo Jimbo

Ord, tal og bogstaver
Bøger med fokus på det første møde med ord, tal og bogstaver. Her står mange af de simpleste bøger til de yngste, hvor der kun er ét billede og ét ord på hver side.

Totte og Lotte
Alle bøger i serierne om Gunilla Woldes Totte og Lotte.

Årstider
Bøger der sætter ord på årstider og udeliv.

Nye opstillinger i billedbøger

Billedbøger henvender sig til børn fra 3 år og op. De adskiller sig fra pegebøgerne ved ofte at have en lidt længere og kronologisk udvikling og handlingerne spænder vidt. Fortællingerne stikker ofte ud over den virkelighed, barnet kender, og kan være alt fra super gakkede til dybe og poetiske.

Aktivitetsbøger
Bøger der lægger op til aktivitet. Det kan være at bogen lægger op til at man skal gøre noget fysisk med den, men det kan også være bøger der guider til meditation, yoga eller leg.

Bøger om bøger
Bøger hvor fortællingen handler om at læse, gå på biblioteket eller andet, der har direkte med bøger at gøre.

Dyr
Til dem der elsker dyr – også de forhistoriske! Bøgerne spænder fra at fortælle faktuelt om dyr, til at være fortællinger om hvordan det er at være kat, hund, elefant osv. Fælles er: det handler om dyrelivet.

Eventyr
Her findes de klassiske billedbogsudgaver af kendte eventyr sammen med mere nye fortolkninger og eventyrlige fortællinger.

Familieliv
Bøger der handler om livet og relationerne i familien med alt fra søskendestridigheder til besøg hos bedsteforældrene.

Findebøger
Bøger hvor barnet skal gå på opdagelse og lede efter figurer eller undersøge siderne. Her kan du finde populære bøger som Flunkerne, Nomerne, Find Holger og lignende.

Følelsesliv
Bøger der sætter ord på, og beskriver mange af de velkendte følelser barnet skal navigere i.

Godnat
Bøger der handler om at skulle sove – også der hvor man helst vil være fri. Stille og udramatiske historier, som sagtens kan bruges til putte-situationer.

Gurli Gris, Peter Pedal og venner
Her findes historierne om alle dine yndlings-dyr! Det er bøger om de mest populære dyrefigurer i børnelitteraturen, der er placeret samlet, så man måske kan blive inspireret til at læse noget, der minder om ens favoritter.

Hos lægen
Bøger der handler om almindelig sygdom, besøg hos tandlægen, sløjhed osv. Ikke bøger om alvorlig sygdom. De findes under temaet "Når livet gør ondt".

Hverdagsliv
Bøger der omhandler scenarier barnet kender fra sit hverdagsliv: fødselsdage, svømmehal, bustur, fritidsinteresser og lignende. Der er også bøger, der beskriver de voksnes hverdag - herunder forskellige jobs.

I skole
Bøger om skolestart, og skolelivet. Her er den primære handling i bøgerne livet i skolen, med alt hvad det indebærer.

Institutionsliv
Bøger med genkendelige hverdagsscenarier for barnet, der til daglig går i institution. Her behandles alt fra venskaber til dagligdagsrutiner.

Jeg er mig, du er dig
Bøger der handler om at finde ud af, at man er helt okay, som man er – Selvom vil alle er forskellige.

Ka’ selv
Her kan man finde bøger, hvor hovedpersonen ofte kæmper med de ting, som barnet kender fra sig selv. Her handler det om at spise, suttestop, pottetræning, tandbørstning, gå i bad, tage tøj på og lignende.

Kroppen
Bøger der fortæller om kroppen, og dens udseende, anatomi, funktioner og hvad den ellers kan blive udsat for. Her finder du bøger om alt fra lus til at kysse.

Klassikere
Bøger med klassiske fortællinger eller klassiske figurer. Alt fra Mumitroldene til Mis med de blå øjne.

Lindgren, Astrid
Alle bøger af Astrid Lindgren.

Magiske væsner
Fortællinger om magiske væsner. Her kan du finde fortællinger med alt fra enhjørning til hekse som hovedperson.

Maskiner
Bøger til barnet der er interesserer sig for alle former for teknik og maskiner.

Naturen
Bøger der foregår i naturen, og har fokus på den natur der omgiver os. Alt fra strandbesøg til klimaændringer.

Når livet er svært
Bøger om det svære i tilværelsen, som er ud over den almindelige verden. Bøger med fokus på døden, angst, stress, ustyrlig vrede, alvorlig sygdom, svære familieforhold, misbrug og lignende.

Plads til forskellighed
Bøger der fortæller om, at vi alle er forskellige, og at vi skal acceptere og give plads til hinanden.

Prinsesser, prinser og venner
Bøger der har prinsesser, prinser, riddere eller lignende som hovedpersoner.

Rim og remser
Bøger på vers. Kan omhandle alt fra sprogstimulerende fortællinger til introduktion til alfabetet.

Sagn, tro og myter
Bøger der behandler klassiske mytiske fortællinger samt forskellige sagn og trosfortællinger.

Sjove bøger
Gakkede og sjove bøger, som giver smil på læben hos både børn og voksne.

Smukke bøger
Æstetisk smukke, poetiske og filosofiske bøger – ofte med en stærk visuel opsætning. Her finder I de bøger, der ofte vinder litteraturpriserne.

Sociale spilleregler
Bøger der handler om opførsel og om at behandle hinanden godt.

Sprog og bogstaver
Bøger med fokus på bogstaver, at træne ordforråd og at stimulere sprogforståelsen. Her kan altså findes alt fra bøger, der introducerer til alfabetet, til bøger der træner udtale. Mange bøger, der tidligere var placeret i ”sprogstimulering”, kan findes her.

Store verden
Bøger der fortæller om livet i en verden, der ikke ligner den man kommer fra. Det kan være alt fra opdagelsesrejser til fortællinger fra andre himmelstrøg end lille Danmark.

Strid, Jakob Martin
Alle bøger af Jakob Martin Strid.

Sørøvere & pirater
Fortællinger hvor det er sørøvere eller pirater, der er hovedpersoner.

Tal, former og farver
Bøger med introduktion til tal, former og farver.

 

(U)hyggelige bøger
Bøger med hyggelige fortællinger, hvor det er et uhyggeligt væsen, der er hovedperson. Her finder I bøgerne med spøgelser, monstre, zombier og lignende.

Venskab
Bøger der handler om alle former for venskab – både når man savner sine venner, er gode venner, får nye venner, har flere venner, er uvenner eller ligefrem skal dele sine venner med andre.

Villads, Vitello og venner
Her finder du alle de populære serier, hvor det er børn der har hovedrollen. Fælles for bøgerne her er, at historierne er sjove, genkendelige og hverdagsnære.

Aakeson, Kim Fupz
Alle bøger af Kim Fupz Aakeson – med undtagelse af bøgerne om Vitello.