Børn skaber film på biblioteket

28.08.19
Hen over to uger op til skolestart lavede børn deres egen animationsfilm med ”stop-motion” teknikken.

Det kreative område på Tårnby Hovedbibliotek, Kreativt Krydsfelt, blev omdannet til filmværksted for omkring 50 børn fordelt på fem workshops.
 
Efter en kort introduktion til metoden gik børnene i gang med at finde på gode historier og bygge miniuatureverdener - væbnet med pap, papir, modellervoks, legofigurer og, ikke mindst, masser af god fantasi og energi. Snart var de klar til optagelse med animationsværktøjet Film-X til tablet/iPad.

At lave stop-motion film er et tålmodighedskrævende arbejde, hvor de medvirkende figurer i filmen skal flyttes i bittesmå ryk, mens man tager billeder. Et sekunds færdig film kræver 5-12 enkeltbilleder, for at det skal se nogenlunde flydende ud. Begejstringen var stor, når børnene kunne se deres fortællinger blive vakt til live.

Fredag den 9. august var der premierevisning af de mere end 20 korte filmværker, børnene havde skabt i løbet af de fem dage. Vi kom vidt omkring - fra undervandsverdener til rumrejser. Se eller gense filmene her.

Biblioteket arrangerer endnu en stop-motion workshop onsdag den 16. oktober kl. 13 på Tårnby Hovedbibliotek. Denne gang med Halloween-tema. Læs mere og hent din billet her.