"Død, splat og pelsdyr - den sultne hamster vender tilbage" af Sam Hay

02.10.16
Sam Hays serie "Død, splat og pelsdyr" giver grineflip, ikke mareridt. Bibliotekar Tine Lundsgaard har læst første bind, som hun anbefaler til 9-12 årige med hang til sjove bøger.

Selvom bogen umiddelbart ser noget skræmmende ud med en zombiehamster på forsiden, er den ganske sjov og fjollet og ikke særlig gyseragtig.

Det er vist ikke første gang, at et barn har plaget sine forældre i stykker om at få lov at få et kæledyr. Vores hovedperson Alvin, drømmer konstant om en sød, blød hund og plager fra morgen til aften. Moderen afviser blankt, da hun har pelsdyrsallergi og ikke orker det arbejde der følger med en hund.

Skæbnen kommer dog delvis Alvin til gode. Hans rejsende onkel Karlo kommer hjem fra endnu et eventyr, denne gang i Egypten.
De to har en særlig tæt relation, og når de voksne ikke kigger, forklarer onkel Karlo om den specielle gave han har med.
Alvin får en egyptisk amulet med helt særlige kræfter. Den kan opfylde et ønske - kun ét, og det kan ikke trækkes tilbage.

Alvin ligger spændt i sengen om aftenen og udbryder for sig selv: ”jeg ønsker mig et kæledyr”.
Og det får han, men nok ikke lige som han havde ønsket. I stedet for en blød, varm hund får han en støvet, fed zombiehamster, der dukker op under hans seng. Den er selvlysende og altædende og temmelig irriterende. Den æder alt hvad den kommer i nærheden af, og jo mere ked af det jo mere ædeflip.
Nu skal Alvin hjælpe den med en særlig mission, og selvom han helst vil slippe, så er der ingen vej udenom.

En virkelig underholdende bog, skrevet i et let og ligefremt sprog. Den er fyldt med morsomme tegninger i sort/hvid og kan minde om en tegneserie.
Andet bind i serien hedder "Zombiekattens frygtelige hævn".

Materialer