Hjerte af pap
Hjerte af pap

"Hjerte af pap" af Kristina Aamand

08.03.19
Bibliotekar Tine Gitz Lundsgaard anbefaler ”Hjerte af pap”, som er 1. del af en ny serie af det nye forfattertalent Kristina Aamand.

Kristina Aamand fik i 2016 forlaget Carlsens "Young Adult"-pris for bogen "For enden af din pegefinger".

En hjertevarm humoristisk historie for de ca. 11-14 årige om Sif på 13 år. Hun lever i en moderne sammenbragt familie  med de glæder og sorger, det bringer med sig. Sif kæmper meget med, at hendes forældre er blevet skilt. Hvorfor kunne de ikke bare finde ud af det og lege lykkelig mor og far og børn. I hendes verden skal en far og mor bare blive sammen. Basta!

Faderen er pinligt smaskforelsket i Hippiefiona, og de er flyttet sammen på alt for lidt plads. Og det har også mast to papsøskende ind i Sifs liv.

De har en indianer til at jage onde ånder ud af deres lille lejlighed og de danser rundt, mens Sif gemmer sig i køkkenet og krummer tæer.

I vennegruppen begynder forelskelser at skabe ubalance. F.eks. kigger den nye dreng i klassen med de smukke smilehuller, mest efter veninden Kashmir i stedet for Sif. Livet er svært når man er 13 år. Følelserne bobler, usikkerheden springer frem, og selvom Sif følger smarte youtubers og forsøger at se rigtigt ud, så føler hun sig ofte forkert. Desværre giver misundelsen efter den nye dreng i klassen også en følelse af at være uden for. De er fem i vennegruppen og Sif føler sig ofte forkert og kommer til at sige mærkelige ting i et forsøg på at imponere. Det giver desværre flere problemer end glæder for hende.

Men efter regnen kommer solen ofte frem. Og da Sif får dummet sig, mærket efter, og sagt undskyld, begynder tingene at løsne. For hendes ven siden børnehaven, Hjalte, er nu faktisk ret sød og er der altid for hende. En dag skal hele flokken mødes på stranden, men det viser sig at Hjalte kun har inviteret Sif. Måske er de på vej til at blive mere end venner?

Smuk levende og velskrevet bog. Man kan føle sig ret alene i teenageårene, og denne bog giver et rigtig godt indblik i venskaber, misforståelse og familierelationer i en sårbar og udviklende tid. Stor anbefaling!

 

Materialer