I morgen bliver bedre : Dronningen
I morgen bliver bedre : Dronningen

I morgen bliver bedre: Dronningen

06.04.21
Karoline Stjernfelt cementerer sine fantastiske evner til at tegne, fortælle og formidle et kendt stykke danmarkshistorie, så det bliver endnu mere levende for læseren.

Trekantsdramaet mellem den gale kong Christian den 7., hans dronning Caroline Mathilde og kongens livlæge Johann Struensee er nok et af de mest kendte i Danmarkshistorien. Men historien er til gengæld aldrig før blevet fortalt, som Karoline Stjernfelt gør det, i en tegneserie.
Og Stjernfelts tegninger begejstrer. Farver, beskæringer, brug af zoom og vekslende sideopbygning gør fortællingen levende. Samtidig spiller hendes fantastiske illustrationer og tekst sammen i en højere enhed.

Der ligger et enormt research-arbejde bag historien, som det har taget Karoline Stjernfelt fem år at færdiggøre. Men resultatet er også derefter. "I morgen bliver bedre: Dronningen" er et fremragende værk, der både betager, forundrer og giver lyst til mere. 

"I morgen bliver bedre: Dronningen" er andet bind i en serie på tre, hvor det første bind bærer titlen "I morgen bliver bedre: Kongen" og tredje bind kommer til at hedde "I morgen bliver bedre: Lægen".

Karoline Stjernfelt er med "I morgen bliver bedre: Dronningen" shortlistet til Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger.

Læs mere om Karoline Stjernfelt på Forfatterweb.

Oprindeligt skrevet af Jette S. F. Holst, Litteratursiden.

Materialer