Kulturrejser for skoler og daginstitutioner i Tårnby Kommune

12.01.23
Kultur er vigtig! I Tårnby Kommune er mødet med forskellige kulturelle tilbud essentielt for børn og unges dannelse. Kulturrejsen begynder i daginstitutionen og fortsætter indtil de unge mennesker går ud af folkeskolen.

Målet med ’Kulturrejser i Tårnby’ er, at alle børn i Tårnby Kommune skal have et fælles kulturelt dannelsesgrundlag med udgangspunkt i kendskab til de vigtigste kultur- og fritidsinstitutioner samt rekreative og grønne områder i kommunen.

I 'Kulturresjer i Tårnby' skitseres kulturrejsens muligheder i fire faser:
Dagtilbud, indskoling, mellemtrin og udskoling, der tilsammen skaber en rød tråd fra 0-18 år.

Der er rig mulighed for at lade sig inspirere fra alle faserne således, at pædagogisk personale og lærere kan skræddersy den bedst tænkelige rejse for den enkelte gruppe eller årgang.

Kulturrejsen for børn og unge kan derfor være forskellig og tilbuddene fleksible. Rejsen for den enkelte gruppe/årgang tilrettelægges i samarbejde mellem dagtilbud eller skole og kulturinstitutionerne.