Månedens børnebog: Den mystiske frakke af Katarina Genar

24.06.15
Børnebibliotekar Tine Lundsgaard anbefaler ”Den mystiske frakke”, der er en del af forlaget Carlsens sommerfugleserie. Denne bog er primært skrevet til de 9-11 årige piger.

Af Tine Lundsgaard

Katarina Genars fortælling om den mystiske røde frakke er særdeles spændende læsning.
Vi følger hovedpersonen Livia, hvis liv tager en pludselig drejning da hun fylder 11 år.

Hun får en smuk, rød, gammel frakke af sin mor, indkøbt i den lokale genbrugsbutik.

Det var egentlig moderens mening, at købe en praktisk dunjakke, men der var bare noget helt specielt ved den gamle frakke. Livia føler også, at der sker noget helt specielt med hende, når hun forsvinder ind i frakken. Den føles som syet til hende.

Da hun stolt viser den frem i skolen, vil hendes bedste veninde Klara meget gerne prøve den. Men på hende er den modbydelig at have på og kradser.
Da de senere går ned i genbrugsbutikken, fortæller ejeren at hun er meget glad for, at frakken endelig har fundet sin rette ejer. Det viser sig nemlig, at den er blevet leveret tilbage mange gange, da den kradser - men den kradser altså ikke Livia.

Langsomt står det klart, at frakken har en speciel historie og måske har ventet på, at Livia skulle blive dens nye ejer. Frakken har tidligere tilhørt en fattig pige, Elin, og den var det eneste smukke hun havde.
Elins dage var lange, da hun var syg og ventede hjemme i en kold lejlighed på mor hele dagen. Alle omkring hende var bange for at blive smittet, så hun havde ingen kontakt med omverdenen. Men hun skrev alle sine tanker ned i sin dagbog - og frakken gav hende lidt varme og lykke.

En dreng flytter ind og bliver Elins nabo. De begynder at skrive breve til hinanden og han forsøger at hjælpe hende med et lille mysterium. Frakken har hun fået af en mand, som ofte holder øje og kigger op mod hendes vindue. Hvem er den mand mon?

Fortid og nutid og de to pigers historie flettes sammen på en fin måde. Det giver en oplagt mulighed for at tale om gamle dage og forskellige livsvilkår.

Materialer