hvemkenderluna

Månedens børnebog: "Hvem kender Luna?" Af Trine Bundsgaard

28.08.17
Børnebibliotekar Tine Lundsgaard anbefaler bogen "Hvem kender Luna?" Af Trine Bundsgaard. En hård, men optimistisk og velskrevet bog at læse

Handlingen starter brat med at Luna er på vej ud af døren. Hun skal til Paris på tur  med klassen. Ingen ved at hun tænker denne rejse, som en mulighed for at flygte, langt væk fra en hård og ensom hverdag. Hun er sent på den, for sidste nat var ikke god. Lunas mor drikker, og hun siger ikke meget, men nok til at vi forstår at det er slemt. Og at moderen fik sagt en masse dumme ting i endnu en brandert. Men Luna når bussen og kommer med til Paris.

Drømmenes flugt kan føles rigtig og befriende, når man er fanget i et misbrugerhjem. Med sig har hun et kæmpe talent for at tegne og en naiv forestilling om at hendes redningskvinde Lucile og hende kan skabe et fedt kunstnerliv sammen. Hun har fået kontakt med hende på instagram og de er begge meget passionerede omkring at tegne og har aftal at mødes i Paris. Og hun er sikker på, at det nok skal lykkes.

I Paris møder hun Lucile, men tingene vil ikke helt som Luna vil. Mulighed byder sig ikke for at spørge, om Lucile vil hjælpe hende med at blive i Paris, og det virker ikke som om Lucile og hende har den magiske kemi sammen, som hun havde drøm om. Til gengæld er der en dreng fra klassen, som er meget interesseret i Luna, så nu skifter Luna måske lidt mening og vil alligevel ikke blive i Paris. Han får en masse følelser til at boble, men er hun virkelig værd at elske? -Luna selv er vist lidt i tvivl.

 Og selv om hun, på mange punkter ville syntes, at en ny start ville være fantastisk, så begynder hun at savne sin søster og bliver også bekymret for sin mor, som er blevet indlagt undervejs. Skal Luna virkelig tage med hjem igen?

Det er en pageturner, som beskriver godt at være følsom ung, uden at have fået den rigtige kærlighed og bagage med i rygsækken. Som hun siger, så er det først da hun begynder i børnehave og ser hvordan de andre forældre kysser deres børn farvel, og hendes mor modsat springer ud af døren. Der går det op for hende, at det ikke er sådan i andre familier. At ikke alle har samme angst og øjne på stilke for hvordan mor har det i dag og om der er andet end øl i køleskabet. Fortvivlelsen og skammen, og ikke mindst bekymringerne, som er alt for store for en lille pige at bære. De forvirrede tanker om hvordan det hele skal komme til at gå. Hun flygter med sin pen ind i en anden verden og får det vildeste rush, da hun laver sit første betalte portræt af en amerikansk pige, som belønner hende ved at række tunge! Endelig noget som lykkedes og hvor Luna føler sig talentfuld.

Men som Zlatan siger ”Du kan godt flytte ud af ghettoen, men ghettoen flytter aldrig ud af dig”. Sådan er det vist også når man er vokset op med omsorgssvigt. Ensomheden sidder fast, men hvis man tør at lukke op, kan venskab skabes med andre og heale andre som vist heller ikke altid har så perfekte liv.

Bogen viser samtidig, at der er håb, og at hvis man tør åbne op overfor andre, kan man få venner og selv undgå at ende i et misbrug. Man kan få støtte, selv om man som ung måske føler sig uønsket og værdiløs efter moderens mangel på kærlighed og støtte.

Det er en hård, men optimistisk og velskrevet bog at læse. Og kan klart anbefales herfra Målgruppe ca fra 11 år. God til højtlæsning også.

 

Materialer
Trine Bundsgaard: Hvem kender Luna?
Reservér
  • Bog

Hvem kender Luna?

Af Trine Bundsgaard (2017)
Læs mere