Månedens børnebog: "Vi ses, Pellerøv"

21.03.17
Børnebibliotekar Tine Gitz Lundsgaard anbefaler "Vi ses, Pellerøv" af Anne Sofie Hammer

Nu kommer en ny bog af forfatteren til de populære Villads fra Valby-bøger. Hendes nye bog "Vi ses, Pellerøv" er langt mere alvorlig end Villads-bøgerne og er skrevet til en ældre målgruppe, nemlig de 9-12 årige. Den er velegnet til højtlæsning.

Pelles elskede morbror Mads spiller en af hovedrollerne i hans liv. Det er som om, de har et særligt univers sammen og en stor fælles, nørdet interesse for dyr. Men en dag er morbro Mads bare pist forsvundet. Han flytter helt uden forklaring og uden varsel. Der kommer et postkort fra Norge, men iongen nærmere forklaring. De andre voksne er underlige og mormor er ofte i huset, hvilket hun ellers ikke plejer at være. Bedsteforældrene ender med at sælge deres hus - de siger, at det er dejligt at bo i lejlighed. Pelle opfanger små detaljer, men forstår ikke helt at det handler om at redde morbror Mads ud af noget seriøs spillegæld. Måske vil de voksne skåne ham, måske er de selv ved at blive ædt op af egen sorg og egne følelser. 

Det er en fin og rørende historie om at være for lille til at forstå, men for stor til at glemme. Det er også en historie om at være et pårørende barn. Hvis de voksne glemmer at forklare, er det svært for barnet at komme ud af sorgen og tabet og få den placeret rigtigt i sig. Samtidig viser den også, hvor hårdt det er, når det perfekte glansbillede krakelerer. Pelles elskede morbror, som i hans øjne er perfekt, er det absolut ikke. Og det er der jo som bekendt ingen, der er. 

Pelles viden om dyr bliver nærmest som en slags terapi for ham. Gennem den kan han føle nærværet af morbror Mads. Dyrebogen er som hans Bibel. Der var kun én han skulle opleve "Den Blå Planet" sammen med, for det havde morbror Mads lovet ham. Men da Mads nu er forsvundet, bliver turen i stedet med klassen, og Pelle er slet ikke i stand til at nyde det, da savnet bliver endnu større på udflugten. 

Historien er tilpas detaljeret og efterlader plads til læserens egne tolkninger. Det er en virkelig velskrevet og rørende historie, som varmt anbefales. 

Materialer
Reservér
  • Bog

Vi ses, Pellerøv

Af Anne Sofie Hammer (f. 1972-02-05) (2017)
Læs mere