"Skæbnemageren" af Kenneth Bøgh Andersen

06.07.17
Bibliotekar Lise Lotte Larsen anmelder Kenneth Bøgh Andersens seneste udgivelse - men første graphic novel - Skæbnemageren

Skæbnemageren
Hvad med lidt gys og filosofi i sommerferien – for hele familien?

Sidste nyt fra gysermesteren Kenneth Bøgh Andersen er en grafisk roman for børn fra omkring 10 år. Det er Lars Gabels fantastisk flotte billeder, der allerede fra forsiden lover både eventyr og gys. Og allerede på første opslag præsenteres vi i grafisk sort/hvidt for spørgsmålet om ondskab. Hvornår er man ond? Er jeg ond? Er ondskab en handling, der kan rettes op på eller et karaktertræk, man må leve med?

Tim og Simon er tvillinger, men meget forskellige og altid på kant med hinanden. Tim er populær og udadvendt og lidt drillende overfor Simon. Simon føler sig underlegen, går i baglås og bliver jaloux på Tim. Så meget at han til sidst ønsker Tim aldrig var blevet født. Og da han vågner næste morgen er Tim væk. Og ikke bare væk, men der er simpelthen ikke længere nogle spor af ham i familien, ingen spor overhovedet. Fotos, der før viste to drenge, viser nu kun Simon, og hans forældre opfører sig, som om han er deres eneste barn. Det er indledningen til en eventyrlig fortælling om, hvordan Simon forsøger at få sin bror tilbage igen. 

Gennem et maleri på væggen i sit værelse kan Simon træde ind i en fantasyagtig verden med onde og gode kræfter, der både hjælper og modarbejder ham i hans forsøg på at redde Tim fra spindelheksen. Et edderkoppelignende væsen, der tager alle de børn, der ønskes væk af deres søskende. Den fortælling sætter samtidig grundlæggende begreber i spil: angst og mod, skæbne og fri vilje. Og tænk at det kan gøres, så det bliver en både spændende og fængende fortælling, der bogstavelig talt vender bogen – og verden - på hovedet – og tænk at nogen gør sig den anstrengelse at præsentere så dybe og vigtige spørgsmål, så de rammer både børn og voksne og opfordrer til at tænke selv.

Sidste opslag spørger: Hvornår er man ond? Er DU ond? Er du?

Kenneth Bøgh Andersen: Skæbnemageren. Illustreret af Lars Gabel. Høst & Søn, 2017, 170 sider

Materialer