Tårnbys faglitterære læsefællesskab: Skurke

01.06.21
Læs med og bliv klogere – hver måned. Hver måned læser vi os ind på et nyt emne, og i denne måned handler det om de skurke, som vi møder i bøger og på film – og som måske har mere at gøre med virkeligheden, end vi først troede…?

For ja, hvorfor skal vi egentlig læse om skurke? Hvorfor ikke ”bare” nøjes med at opleve dem i bøger og på film? Det har forfatteren til denne måneds Tænkepause, skurkeforsker Jens Kjeldgaard-Christensen fra Aarhus Universitet, (mindst) to gode bud på:

For det første er han fascineret af ja netop vores fascination af skurke. Hvorfor kan vi blive optaget af kaosskabende eller decideret onde og grimme figurer, der ødelægger livet for andre og søger at underminere verdens orden? Skurkene indtager en bestemt rolle, og selvom de optræder knapt så karikerede og unuancerede i nutidens film og bøger, så repræsenterer de stadig noget, som vi kan samles om at fordømme og pege fingre af. Noget vi kan blive enige om naturligvis skal bekæmpes. Men samtidig har skurke meget ofte en rem af noget, som vi et eller andet sted langt inden i os selv, kan genkende: Det egenrådige, ambitiøse, selvforelskede og måske endda magtfulde. Så hvis man skænker skurker en smule mere opmærksomhed, så kan vi måske blive klogere på vores egne lidt små-væmmelig sider?

Den anden grund til at dyrke skurkene er for at se på verden fra deres perspektiv. Forfatterens spændende teori handler om at betragte skurkene, som nogle der stiller kritiske spørgsmål til den måde, vi har indrettet vores samfund på. Man skal naturligvis stille spørgsmål til måden, de gør det på, altså med vold og hærgen, men at betragte dem som elementer i samfundskritikken er en interessant pointe, som vi også genkender fx fra kriminalromanerne: Der kan nogle gange være et overlap med virkeligheden udenfor bøgerne og filmene, og især i ældre bøger og film er inspirationen fra den vestlige verdens ”virkelige” skurke tydelig, så dem skal vi naturligvis også læse om. …tør du læse med, så find alle skurkene på biblioteket - eller online som ebøger.

Hvad synes du?

Hvad synes du? Og har du lyst til at dele dine tanker? Læsefællesskabet handler om at læse og om at blive klogere – sammen og hver for sig. Hvis du har lyst til fortælle om en bog du har læst, om en bog vi andre skulle læse eller noget helt tredje om emnet så benyt dig af kommentarsporet allernederst på siden. Husk, at du skal være logget ind med de oplysninger du plejer at bruge, når du bruger hjemmesiden og biblioteket.

God læselyst fra os der i hvert fald hellere vil læse om skurkene end møde dem ude i ”virkeligheden”
 

I vores faglitterære læsefællesskab tager vi hver måned fat på et nyt emne. Tænkepause-bogen fra Aarhus Universitetsforlag danner udgangspunkt for vores læsning, og hvis du har lyst til at læse mere eller til at læse om andre aspekter af emnet, plukker du efter behov og lyst fra titellisten nedenfor. Titellisten består både af bøger, film, podcasts og af både fysiske og digitale materialer.

Det kræver ingen tilmelding at være med, og du deltager efter behov, lyst og tid fra måned til måned. Du kan følge med i månedens emne og bøger via bibliotekets nyhedsbrev, her på hjemmesiden eller på biblioteket, hvor vi hver måned præsenterer emne og titel.
 

Kommentarer

Min avis bragte tilfældigt, men altså samtidigt med vores skurke-tema i denne måned, forleden en artikel om helte og skurke i Marvel-universet. Man skal holde tungen lige i munden, hvis man som jeg ikke kender til Marvelfilmene, men interessant er det at læse flere der plæderer for hvordan man også kan se disse som udtryk for "udforskninger af moral og etik" på samme måde som Tænkepausen gør det. Artiklen kan læses her: https://taarnbybib.dk/ting/object/infomedia/39253771 når du er logget ind med dit almindelige biblioteks-login.

Materialer