Tårnbys faglitterære læsefællesskab: Universet

01.03.21
Læs med og bliv klogere – hver måned. Hver måned læser vi os ind på et nyt emne, og i denne måned tager vi ud i universet. Vil du med?

Hvor kommer det hele fra - og hvorfor? Måske ikke mindst dette sidste spørgsmål havde vi ikke forestillet os, at stjerneforskeren og denne måneds Tænkepause-forfatter Steen Hannestad fra Aarhus Universitet skulle stille. I det hele taget er vi overraskede over, at der stadig er så mange spørgsmål at stille, når det kommer til universet. Forbehold, uvisheder og usikkerheder præger stadig en stor del af vores viden. Det er som om, at jo mere vi, eller det vil jo naturligvis sige forskerne, finder ud af, jo mere finder de også ud af, at vi ikke ved.

Det, synes vi, er en oplagt chance også for os, der nok genkender navnene Newton, Kopernikus og Einstein, men som ikke lige har deres landvindinger i frisk erindring, til på ny eller for første gang at kaste os ud i universet. Så i denne måned skal læsefællesskabet virkelig i "hjemmeskole." "Lærerne" er særligt udvalgte forfattere, som gennem deres bøger står klar til at tage os i hånden og begejstret føre os igennem noget, indrømmet, ret avanceret stof. Det kan godt kan være, at vi ikke forstår det hele, men vi kan ikke undgå at blive klogere. Det glæder vi os til.

Det er nu muligt at bestille et læsefællesskabspose, som vi har pakket, med tre forskellige bøger indenfor emnet. Bestil din pose her.

Hvad synes du?

Hvad synes du? Og har du lyst til at dele dine tanker? Læsefællesskabet handler om at læse og om at blive klogere – sammen og hver for sig. Hvis du har lyst til fortælle om en bog du har læst, om en bog vi andre skulle læse eller noget helt tredje om emnet så benyt dig af kommentarsporet allernederst på siden. Husk, at du skal være logget ind med de oplysninger du plejer at bruge, når du bruger hjemmesiden og biblioteket.

God læselyst fra os, som i denne måned virkelig må hænge i med det yderste af neglene for at få fat på universet

I vores faglitterære læsefællesskab tager vi hver måned fat på et nyt emne. Tænkepause-bogen fra Aarhus Universitetsforlag danner udgangspunkt for vores læsning, og hvis du har lyst til at læse mere eller til at læse om andre aspekter af emnet, plukker du efter behov og lyst fra titellisten nedenfor. Titellisten består både af bøger, film, podcasts og af både fysiske og digitale materialer.

Det kræver ingen tilmelding at være med, og du deltager efter behov, lyst og tid fra måned til måned. Du kan følge med i månedens emne og bøger via bibliotekets nyhedsbrev, her på hjemmesiden eller på biblioteket, hvor vi hver måned præsenterer emne og titel.

Kommentarer

Tænkepausen slutter med en afsløring, vil jeg nærmest kalde det: "På nuværende tidspunkt er universets opståen ikke noget, fysikkens lov kan sige ret meget om med sikkerhed." I det hele taget er der ret meget, der stadig er usikkert. Dagbladet Information har for tiden en serie, hvor de "fortæller naturvidenskaben forfra," og forleden handlede det om det mørke stof, som Tænkepausen også skriver om og om mørk energi, "som de heller ikke ved, hvad er," som der står om forskerne. Spørgsmålet er hvad al denne uvished gør ved os, når vi nu er vant til at "vi" efterhånden ved alt? Personligt kan jeg godt blive lidt omtumlet af at læse om et univers, der udvider sig og ikke mindst udvikler sig ud i det ukendte - men hvordan ville det mon egentlig være at vide, hvor det hele ender? /Trine, biblioteket

Materialer