
Vil du være med til at læse og diskutere den mest aktuelle faglitteratur?
Faglitteraturen er blevet populær. Det kan man se på diverse bestsellerlister og vi kan se det på vores egne udlånstal hvor titler som Nicklas Brendborgs ”Gopler ældes baglæns”, ”Datteren” af Annette Heick og ”Jeg er her jo: kald mig aldrig Tønder-pigen igen” var blandt vores mest udlånte titler i 2022.
Derfor inviterer vi nu til læseklubben: Aktuel Faglitteratur. Her skal vi læse og tale om Lars Findsens ”Spionchefen – Erindringer fra cellen 18”, ”65 dage i Ukraine” af Rasmus Tantholdt om hans oplevelser i Ukraine umiddelbart efter Ruslands invasion og sidst ”En forudsigelig forbrydelse: kvindedrab i Danmark”, hvori Line Vaaben og Asser Hedegård Thomsen stiller skarpt på kvindedrab begået de seneste 100 år i Danmark og diskuterer årsagen bag.
Alle tre bøger der allerede ligger højt på bestsellerlister og som vi forudser bliver nogle af det kommende års mest populære.