Erik Ebert 2020

Amagerlitteratur: Erik Ebert

30.07.20
Amager har fostret mange kendte forfattere, og disse forfatteres fortællinger har formet Amagers historie. Dette forfatterinterview vil dykke ned i amagerkaneren Erik Eberts forfatterskab, som består af værkerne ”Vejen væk”, ”Udgang” og ”Malaysia Aboganza”.

/Rasmus Madsen

I 1999 debuterede Erik Ebert som 41 årig med den stærkt anmelderroste socialrealistiske roman ”Vejen Væk”. ” … man tør næsten ikke hviske det, men Vejen Væk har næsten samme omfang, næsten samme navn og næsten samme kærlighedstemaer som Herman Bangs Ved Vejen. Rolig nu, det var bare en forsigtig parallel. Kort sagt: Dette er en flot debut, som fortjener lige så megen opmærksomhed som Jan Sonnergaards noveller for et par år siden”, skrev Marie Tetzlaff i Politiken dengang.

De efterfølgende år udgav Ebert forsættelsen i ”Udgang” (2001) samt den flyvske roman ”Malaysia Aboganza” (2008), anmelderne var mindre begejstrede. Her Leonora Christina Skov i Weekendavisen: ”Dog sidder man tilbage med en snigende mistanke om, at forlaget må havde trykt et tidligt udkast til romanen. Så tidligt, at forfatteren kun nåede til sjuskende formuleringer og åbne spørgsmål frem for en vedkommende historie, som det giver mening at ulejlige verden med.”

Og ret skal være ret, den sidste bog blev skrevet gennem stoffernes tågede slør i et blackout over en uges tid. Erik Ebert lod sig indlægge på den lukkede afdeling få dage efter, det sidste punktum i ”Malaysia Aboganza” blev sat.

Men hvad skete der efterfølgende med Erik Ebert, og hvordan ser fremtiden ud for amagerdrengen og hans fortsatte forfatterskab? Er det sidste punktum sat i Erik Eberts litterære nekrolog, eller er der nye og spændende historier på vej?

Jeg har inviteret Erik Ebert på en fadøl og en snak om hans liv og socialrealismens ubehagelige ansigt henover et klistret cafebord i et mørkt stille hjørne på Ingolfs Kaffebar. Her midt i hjertet af Klaus Riftbjergs Amagerdigte, i det støvede ekko fra Sundby Idrætspark og Hans-Jørgen Nielsen og Fodboldenglens sejrsmål, i skyggen af Morten Papes Urbanplan og højhusets sociale forfald, som stadig kaster lange mørke skygger over Amager.

Men hvem er egentlig Erik Ebert?


Ja, jeg er jo født på Islands Brygge, opvokset i et arbejderkvarter, i en arbejderfamilie, min far var arbejdsmand på Tuborg, min mor gik hjemme. Vi levede tre børn på et værelse, så man var næsten aldrig hjemme. Jeg spillede fodbold i Fremad Amager og læste mange bøger allerede i en tidlig alder, om vilde dyr, der levede ensomme ude i urskoven, jaguaren og sådan, som jeg identificerede mig med, for det var i virkeligheden en virkelighedsflugt.

Men miljøet på Islands Brygge var vel også på det tidspunkt mørkt, møgbeskidt og meget larmende, det var ikke farverigt, måske klientellet, men omgivelserne var mørke. Var det en god barndom?

Det var en rimelig barndom. Det var efter det, vi kunne magte økonomisk. Vi hørte ikke til de velhavende i arbejderklassen, men vi fik mad hver dag og tøj på kroppen. Det jeg værdsætter mest i dag, er den frihed, jeg havde i modsætning til mine søskende. Min far sagde altid, han er en dreng, han skal nok klare sig.

Så du havde frihed under eget ansvar?

Ja, netop.

Kunne du administrere den frihed?

Ja, til dels, men jeg udviklede hurtigt et hemmeligt liv, dels i bøgerne, og dels begyndte jeg at ryge hash meget tidligt.

Hvorfor ville du være forfatter?

Jamen, det ville jeg, fordi jeg læste mange bøger, og så blev jeg interesseret i et engelsk rockorkester der hed ”YES”, lyttede til dem og læste artikler om dem. Deres forsanger nævnte Herman Hesse, som en af hans store forbilleder. Så jeg tænkte, det bliver jeg nødt til at læse, og så gik jeg ned på biblioteket og lånte en bog af Herman Hesse, ”Siddhartha”. Da jeg havde læst den, tænkte jeg, det vil jeg. Den ramte simpelthen så meget. Og da jeg stod nede på biblioteket og så på hans værker, så tænkte jeg: hvis jeg kunne komme til at stå der på hylden med mit navn på ryggen af en bog, så er mit højeste ønske opfyldt – og det var ret tidligt, jeg har været 14 eller 15 år.

Men det tog alligevel et stykke tid, du var 41 år, da du debuterede. Hvorfor tog det så lang tid?

Fordi der skete alt muligt mærkeligt. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg vidste bare, at det var en drøm og et ønske, og så tog det ene det andet, og der skete ikke rigtigt noget. Jeg blev ved med at have drømmen, den var intakt. Jeg gik i gang med at skrive mange manuskripter. Jeg vidste ikke, hvad jeg selv lavede, jeg startede bare på side 1 og begyndte at skrive en roman, og så kørte jeg derudaf, 100, 200, 300 sider – så løb det ud i sandet. Men efterhånden fik jeg færdiggjort et manuskript, som jeg forsøgte at sende ind, og fik det blankt afvist, fordi det var mislykket, elendigt. Men jeg fik blod på tanden alligevel. Dels over at jeg kunne gennemføre at skrive 200 sider, og at jeg havde et plot - og jeg havde den følelse, når jeg sad og skrev, at jeg forsvandt fuldstændig fra omverden og var helt opslugt af det. Det var den fedeste tilstand for mig.”

Hvordan er det at forsvinde, sidde alene, opslugt og skrive på en bog?

Paul Auster har skrevet i ”Opfindelsen af ensomhed”, at når man læser bøger, og når man skriver bøger, så er man aldrig alene, man er altid i selskab med dens tanker, man nu engang læser, og det er en vidunderlig følelse. Ensomhed er et vanskeligt begreb i virkeligheden, fordi det kan betyde mange ting. Jeg tror det er en nødvendighed, hvis man overhovedet vil skrive eller lave noget kreativt, at være i et rum for sig selv.

Hvorfor blev det lige autofiktion og socialrealisme, når man kunne vælge så meget andet?

Jeg er ikke sikker på, at man selv vælger genren, jeg tror, at den valgte mig. Lige pludselig havde jeg denne idé om ”Vejen Væk”, af figurerne og så videre, som i virkeligheden var lidt inspireret af min fars opvækst på Islands Brygge, enlig mor med mange børn. Så tænkte jeg: den historie skriver jeg. Det var naturligt for mig at fortælle den på den måde, som den er fortalt i ”Vejen Væk”. Socialrealismen, det lå ligesom i kortene, at den ville fortælles på den måde – selvfølgelig med små svinkeærinder, som urealistiske huller i væggene. Men i det store og hele er det jo en forholdsvis hårdkogt realisme, der eksisterer der, den kan jeg godt lide.”

Socialrealismen har eksisteret i hundrede år, og optræder i forskellige miljøer. ”Vejen Væk” foregår på Islands Brygge i sin tid – hvordan ville ”Vejen Væk” se ud, hvis den skulle skrives i dag?

"Den ville være meget tom, ville jeg mene, fordi der ikke er noget liv på Bryggen mere, der er jo ikke nogle forretninger. Der ligger tre supermarkeder, og så ligger der en fin butik på Artillerivej, hvor man kan købe alle de dyre ting. Der bor nogle helt andre mennesker i dag, det er jo ikke et arbejderkvarter mere, så historien eksisterer ikke mere, ikke engang værtshusene eksisterer."

Så man kan ikke skrive socialrealisme om Bryggen i dag?

"Jeg ved det ikke, det kan man sikkert, men så alligevel nej, det tror jeg faktisk ikke. Der er ikke meget socialrealisme, hårdkogt realisme i at sidde på en café og drikke caffe latte."

I dine bøger skriver du meget om kærlighed og euforiserende stoffer. Hvorfor fylder stofferne og kærligheden så meget i dine historier. Er disse historier en form for katarsis, et indre opgør, et personligt farvel til kærligheden, et farvel til stofferne?

"Det er meget vanskeligt at have med kærlighed at gøre, for hvis man er en lille smule mistroisk, så tror man ikke på det nogensinde, aldrig. Jo, et kvarters tid af gangen, og så bliver man alligevel svigtet, man bliver alligevel skuffet. Det er ikke for at være alt for negativ, men jeg har jo erfaret det masser af gange, det holder ikke, det holder simpelhent ikke. Derfor vil jeg ikke lade være med at anbefale det, selvfølgelig skal man igennem det, men det virker ikke så godt, som det er opreklameret til. ”

Er det et personligt farvel til kærligheden, når du skriver om det i dine bøger?

"Ja, det er det."

Det andet der fylder utroligt meget er stofferne, og det gør det i alle bøgerne, især i din sidste bog, ”Malaysia Aboganza”. Er det også et personligt farvel stofferne?

"Ja, det er det. I allerhøjeste grad. Det holder også op med at virke, og det gør ondt, man fornedrer sig selv, det er ikke sjovt at være afhængig – det er et helvede. Den historie er i allerhøjeste et farvel til det liv med stoffer, det er passé og har ikke været der siden. Det er 10 år siden, men det var noget jeg skulle igennem - åbenbart. Jeg fortryder det ikke, men det var i virkeligheden spild af tid, kreativt var det spild af tid, jeg har brugt mange år på at skrive essays om alt muligt mellem himmel og jord, som jeg ikke kunne gøre færdigt, det rene rod, simpelthen noget kaos."

”Malaysia Aboganza” var din sidste udgivelse. Hvad byder fremtiden på for Erik Ebert? Er der en ny bog på vej?

"Ja, det er der. Bogen den hedder ”M20”. M20 er en misbrugsafdeling på Sankt Hans, hvor man bliver afvænnet. Der var jeg et halvt år, og mit udgangspunkt i bogen er det sted, for det var et rigtigt godt sted, som sagt jeg har ikke rørt noget siden."

Dette var historien kort om amagerkaneren og forfatteren Erik Ebert. En forfatter der uden filter beskriver virkeligheden på bunden af samfundet, som inviterer læseren ind i et litterært univers af misbrugets elendighed og menneskets afhængighed. En beretning om at efterlade et litterært ar på verdens overflade, skrive sin egen nekrolog for ikke at blive glemt af historien, og Erik Ebert har gennemboret litteraturens hårde læderomslag med sin spidse fyldepen og efterladt et stort væmmeligt socialrealistisk sår, som stadig bløder i de mørke kroge på Islands Brygge.

”Skinnet fra byens bål kastedes i lange, lange striber udover havnens vandspejl. Himlen var så kølig, så dyb blå, men fra horisontlinien i vest strakte purpurrøde stråler og flammer sig langt ud over himmelhvælvet. De blev blegere og blegere, så kom månen frem. Luften var så klar, blikstille, der var lydt over alt. Fjerne stemmer bag de tilduggede ruder på ”Haralds” nåede Erwins øre som fra en allerede glemt verden. Han slentrede et stykke langs kajen og drejede så af til venstre ned mod den uoplyste gade, hvor han boede. Den lå som et åbent sår, brækket op adskillige steder, svag gurglende klingren af rindende vand steg op fra kloakriste og en fugtig stinkende brise af rådnede grøntsager stod ud fra husene der hang skulder mod skulder med gråsværtede mure og dampende vinduer. Luften var tung og knugende for lungerne og han hørte byens hjerte banke med næsten umærkelige slag, som om det var et hjerte, der netop var blevet fjernet fra et varmt legeme.”

Vejen Væk

Udefinereret
Materialer