NordLit - Norden i kultur, litteratur og sprog

25.09.19
Hent programmet her

Nu fejrer vi også Norden på dit bibliotek. Under overskriften NordLit præsenterer vi et program med forfattere, foredragsholdere og lokale Tårnbyborgere, der har særlig tilknytning til de nordiske lande.

Hent Programmet for NordLit


Ord og mord i Nord
Vi får besøg af de to danske forfattere Iben Mondrup, der er vokset op i Grønland og Siri Hjelm Jacobsen, der har rødder på Færøerne, som blandt andet vil samtale om det at have flere hjem i Norden, og hvordan den nordiske tilknytning har påvirket deres forfatterskab. Krimiekspert Bo Tao Michaëlis lægger vejen forbi og giver et bud på baggrunden for den nordiske krimis store succes. Hvorfor er vi så vilde med at skrive og læse om makabre mord i Norden?

Sang, saga, fortælling og film
Kastrupgårdsamlingens café lægger hus til fortælleforestillingen Nordlys med danske Dorte Futtrup og islandske María Arnadottir. Og nu vi er ved det islandske, så får vi også besøg af den islandske forfatter Hallgrímur Helgason, der bliver interviewet om sit forfatterskab (på dansk) af sin danske oversætter Kim Lembek. Ugen efter kommer Kim Lembek forbi igen og fortæller om de islandske sagaer og arbejdet med den nyeste oversættelse af dem. Til sangeftermiddag skal vi synge nordiske viser, og i Boxen viser vi finske filmperler.

Babette i skumringen
Den traditionsrige årlige skumringstime, hvor hele Norden læser højt af den samme tekst på samme tid, afholder vi i år midt i naturen i Traktørstedet på Naturcenter Vestamager. I år skal vi høre uddrag af Karen Blixens klassiker Babettes gæstebud, mens vi selv bliver trakteret med en lækker skumringstallerken. Koret Nordlys fra Tårnby Musikskole kommer forbi og synger skumringssange for os, og til sidst spiller vi Blixen Banko – med franske madpræmier.

NordLit for børn
For børnene bliver der højtlæsning i morgengryet med Pippi Langstrømpe og udstilling og kreativt værksted med finske Tove Janssons Mumitrolde på Vestamager Bibliotek. På Hovedbiblioteket kan børnene gå på opdagelse mellem birkestammer i en flot udstilling baseret på det magiske univers i billedbogen Garmanns hemmelighed af den norske forfatter Stian Hole.

Tags