fotograf:

En personlig beretning om 40 år med et fransk rock band

14.07.21
Bibliotekar Jon Petersen anbefaler bandet Trust

”Er det en ”guilty pleasure” eller er det reelt fedt?”

Det spørgsmål stiller jeg af og til mig selv, når jeg hører noget, jeg engang hørte rigtigt meget, men som af forskellige årsager ikke flugter med det jeg ellers hører i dag. I visse tilfælde bliver jeg påvirket af mine omgivelser, der peger i den ene eller anden retning, men det sker også at jeg står ret alene med mit kendskab til bandet og ingen har at dele oplevelsen med.

Andre gange giver svaret sig selv med tiden –  når det bliver klart, at der var tale om musik med begrænset holdbarhed, der kun kunne indtages i en bestemt tid og i en bestemt livssituation.

Jeg har hørt det franske rockband Trust lige siden jeg i 1981 så tegnefilmen ”Heavy Metal” hvor deres ”Prefabricated” skilte sig ud ved en mere kantet, enkel stil end de andre bands mere traditionelle bidrag af hård attitude-rock - langt tættere på den punk, jeg i nogle år havde hørt så intensivt.

Kort efter kom en ven hjem fra London med Trusts anden LP, ”Repression”, og i det genkendte jeg straks det udtryk, vi selv havde rodet med i vores eget band i et stykke tid – en kombination af punkens indignation og metalrockens guitarlyd.
Albummet er først og fremmest båret af Bernard ”Bernie” Bonvoisins indignerede, råbende ”sang”-foredrag. Af noterne på albummet, som var i den engelsksprogede udgave, kunne jeg da også læse, at Jimmy Pursey fra første-bølge punkbandet Sham 69 havde hjulpet med oversættelsen af teksterne, der berørte emner som det moderne samfunds overfladiskhed, dehumanisering af ungdomskriminelle og politiske overgreb over hele kloden, fra Sydamerikas juntageneraler over Khomeini og til den på det tidspunkt stadig levende franske nazikollaboratør de Pellepoix.

Norbert ”Nono” Krieffs powerfyldte guitarklangflader og en tæt rytmegruppe gav bandet et kommercielt gennembrud med sangen ”Antisocial”. Senere skulle samme sang vise sig at have vakt opsigt i bredere kredse – de måske internationalt mere kendte thrash-metallere i Anthrax havde i 1988 indspillet en version af sangen som blev deres måske største hit, og som et kuriosum er den med på 2008-versionen af Guitar Hero World Tour til Wii-konsollen.

De næste 4 år hørte jeg Trust stort set hver dag, for det meste flere gange og nogle dage hørte jeg slet ikke andet, hjulpet af at der årligt dryppede et nyt album ned i min samling. Jeg hørte også andet metal såsom Judas Priest, Black Sabbath, Dio og Ozzy, men Trust var helt uden den traditionelle heavyrocks machisme, blær og lange guitarsoli som trættede mig usigeligt. Jeg hørte også anden, måske kunstnerisk dybere musik, men savnede dér den energi og umiddelbarhed, jeg hørte hos Trust.

På det tredje album, ”Marche ou creve” – som også kom i en engelsk udgave som ”Savage” – havde de fået Nicko McBrain med på ”batteries”, og hans legende lette, swingende trommespil løftede bandet endnu et par niveauer op. Han var også så god, at Iron Maiden lokkede ham, og Trust fik i stedet den fysisk skrantende Clive Burr i bytte. Burr medvirkede i 1983 på Trusts fjerde album, konceptalbummet ”Ideal” (”Man´s Trap” i den engelsksprogede udgave) der udpræget gjorde brug af munke-agtige kor – endnu en måde at skille sig ud fra den øvrige hårdrock.

Men tiden gik, som den jo gør –  jeg begyndte at blive påvirket af helt andre musikalske strømninger, og købte godt nok også det femte album, ”Rock´n´Roll” i 1984, men det fangede mig slet ikke. Måske var Trust også lidt trætte, kvaliteten og kreativiteten var måske ikke den samme – så jeg opfangede ikke det sjette album, ”En Attendant”, der kom i 1989.

Trustpladerne tog jeg frem og hørte når jeg kom i et særligt humør, og ofte kun en side eller måske endda kun et par enkelte sange, som for eksempel hittet ”Antisocial”, boogierockeren ”Sort tes griffes” med dets appel om aldrig at overgive sig, men at hvæsse kløerne - eller ”Le Mitard” om gangsteren Jacques Mesrine fra ”Repression” - eller sætte ”Marche ou creve” på, og vælge den majestætiske titelsang ”Le Sauvage” eller ”Repression”, hvor Nicko McBrain i introerne får vist al sin elegance og store spillemæssige overskud. Der kom nye albums, men der var ikke noget på dem, der rigtigt fangede, bortset fra at live-albummet ”Paris by Night”, der sjovt nok var udkommet på New York-forlaget Celluloid, som jeg først opdagede ved en langt senere lejlighed, med sin voldsomme energi absolut fik flammen til at brænde en tid igen.

Men så forleden opdagede jeg at Trust – eller rettere Norbert Krieff og Bernard Bonvoisin – i 2018 og 2019 havde indspillet henholdsvis ”Dans le même sang” og ”Fils de lutte”. Efter at have hørt bare et par skæringer var jeg begejstret som første gang….og købte straks begge dobbeltalbums.

Jeg har givet mig i kast med det sidste først – og allerede sange som A-sidens ”Les murs finiront par tomber” og ”Amer Saheb” gjorde det straks klart, at indignationen over verdens tilstand stadig brænder i Bernie og må ud, og at han sågar har udviklet sig som ”sanger”.
Og at Norbert som guitarist absolut stadig skiller sig ud, og med sin Gibson Les Paul som en meget bred pensel maler nogle klangflader, der lydmæssigt minder mig om at både Daniel Lanois og Neil Young bruger samme værktøj.
Føj dertil at den spændende guitarist Ismaël "Iso" Diop, som har spillet med siden ”13 a table” fra 2008, og tidligere har spillet i mange hiphop-sammenhænge, virkelig giver Norbert modspil, hvilket mixningen flot understreger ved at lægge dem meget adskilt i hver sin side af stereobilledet.
Og som sædvanlig en solidt arbejdende rytmegruppe, en ung trommeslager, Christian Dupuy, med et stort spillemæssigt overskud og en solid, loyale støtte i bassisten David Jacob.

Af albumnoterne fremgår det, at Trust havde givet sig selv den udfordring at de ville færdiggøre albummet på 24 dage – 20 dage til at skrive 16 sange hvoraf 12 kom på albummet, 3 til at optage dem ”live” i studiet uden overdubs – og så en eftermiddag til at få de 3 ”Prinsesser” Falone, Christel og Gladys til at lægge kor på. Og måske er det medvirkende til at albummet har en smittende friskhed og umiddelbarhed?

Så nu står svaret på mit indledende spørgsmål klart for mig. Måske er Trust en guilty pleasure, jeg ikke kan lokke andre til at dele med mig – men hjemme i min lille stue betyder Trust stadig HØJT afspilningsvolumen, et stort grin og skiften mellem luftguitar, lufttrommer, luftbas og luftmikrofon på en helt stor scene

.//JPE

Hør her ”Les murs finiront par tomber”, på alle måder en klassisk Trust-sang og en ligeså god introduktion til Trust som den nu mere end 40 år gamle ”Antisocial”:

https://www.youtube.com/watch?v=FYta50lajGM
 

Tårnby Kommunebiblioteker har bestilt albummet ”Fils de lutte” – og det kan reserveres