Ene mand - et fint tidsbillede i let falmede pastelfarver

06.04.21
Christopher Isherwoods klassiker ”Ene mand” , genudgivet i 2020 – og når man er kommet forbi den lidt tunge indledning, forstår man motivet hos forlaget. Det er nemlig en uhyre læsværdig roman, ligger fuldt velfortjent på den engelske avis ”The Guardians” top 100 over verdens bedste romaner og er filmatiseret med Colin Firth i hovedrollen.

På bogens bare 170 sider får læseren et døgn i selskab med George, midt i halvtredserne og lektor på et californisk universitet. George har lige mistet sit livs kærlighed – Jim er død i en trafikulykke. Som tiden foreskrev har det homoseksuelle par holdt lav profil – og det må George også gøre med sin sorg.

Det lyder tungt – men det er det ikke. George er nemlig en intelligent og humoristisk personlighed, og bogens alvidende fortæller giver os adgang til hans satiriske og sarkastiske betragtninger igennem en dag, hvor han kommer igennem undervisningen og kantinediskussionen med kolleger, en tur i træningscentret, besøger en døende veninde, får sin aftensmad hos en anden veninde, går på værtshus og har et helt særligt møde med en af sine studerende.

Vi får en lang række detaljer, som vi kun sjældent får i bøger – følger George på toilettet, får indblik i hans noget diabolske strøtanker mens han sidder i bilen på motorvejen til universitetet, hører om hans onani og hans angst for ikke at kunne finde en meningsfyldt fortsættelse på livet efter Jims død.

Alt i alt får vi udover et spændende bekendtskab et fint tidsbillede i let falmede pastelfarver af de tidlige tresseres USA, med galopperende forbrugerisme og mere eller mindre udtalt blanding af accept af og angst for den totale atomkrig, fortalt i et smidigt og elegant sprog.

Anmeldt af Jon Petersen

Materialer