Glemte sjæle af Frank Goldammer

29.09.21
I serien om politikommissær Max Heller kommer titlerne hastigt efter hinanden på dansk – dette er bind 3, og bind 4, ”Juni 1953” er allerede kommet.


Kronologisk er vi nu kommet til 1948, efterkrigstidens Dresden, hvor kommissær  Max Heller tager sig af de "almindelige" forbrydelser i en kaotisk tid, hvor fattigdommen stadig er allestedsnærværende og nazismens spøgelse stadig lurer.

Max Heller er en typisk tysk skikkelse, særdeles ansvarsfuld overfor sit job og sin kone, til trods for alle de vanskeligheder det indebærer. Dog er samfundet ved at komme mere på skinner end i de tidligere bind, hvor kaos var altomfattende.

En mand og en skoledreng findes myrdet kort tid efter hinanden, og der viser sig måske at være en forbindelse. Max Heller går ind for at løse mysteriet, selvom han ikke har megen opbakning oppefra.

Max Heller adskiller sig fra sine ellers samtidige ”kolleger” Gereon Rath Volker Kutschers hovedperson, kendt fra  ”Babylon Berlin” og Bernard Gunther (Philip Kerrs hovedperson fra ”Berlin noir”-serien, ved at være mere realistisk, mere jordnær og måske også mere historisk korrekt? I hvert fald skildrer bøgerne det i litteraturen lidt mindre omtalte Østtyskland, og dermed også forholdet til den sovjetiske besættelsesmagt.

Anmeldt af Jon Petersen

Materialer