Læs din klassiker - bibliotekarernes læseudfordring

08.02.21
I december 2019 var vi fem bibliotekarer, der gav hinanden håndslag på, at vi i 2020 skulle udfordre os selv og læse nogle af de klassikere vi aldrig har fået læst. Reglerne var simple, hver tiende bog vi læste skulle være en klassiker og vi måtte ikke læse noget af en forfatter, vi tidligere havde læst.

Herunder kan du læse lidt om de oplevelser vi har haft med at læse klassikere.  Alle titler vi har læst finder du aller nederst i denne artikel. 

Lulu Kjærsgaard: 

Jeg nåede omkring 12 klassikere i udfordringen. Det sjove ved konceptet var at finde ud af, hvilke klassikere jeg skulle kaste mig over. Det i sig selv, var en lille udfordring, fordi der er så mange, jeg mangler at læse. Og når jeg skulle finde den næste klassiker, så blev det en hel leg at skulle vælge ”det kunne være den eller den eller nej den har jeg heller ikke læst. Gud ja den burde jeg også læse”. Og samtidig blev jeg også inspireret af mine kollegaer, der var med i udfordringen.
Nogle skuffede fx ”Den unge Werthers lidelser” og ”Midt i en jazztid”.
Nogle var rigtig gode -  ”Greven af Monte Cristo” og ”Billedet af Dorian Gray” hører til mine to favoritter.                                                                                                                              
 
Efter at have læst mig igennem 12 klassikere må jeg dog indrømme, at der var flere der skuffede. Selvfølgelig skal man se dem i lyset af den tid de er skrevet i. Men for mit vedkommende var der flere, der ikke rigtig holdt anno 2020. Men det har bestemt ikke været den sidste klassiker jeg kaster mig over.
 

Kenneth Larsen:

Den bedste af klassikerne jeg læste, var ”Dracula” af Bram Stoker. Dels fordi jeg jo kendte den grundlæggende historie, men aldrig havde fået læst romanen. Den er uhyggelig og skræmmende, og samtidig er der så meget fortælleglæde at det smitter af på læseren. Det at dykke ned i detaljerne omkring karakteren Dracula var spændende, men de andre karakterer som man ikke har hørt lige så meget om, gjorde at jeg fik et helt nyt billede af fortællingen.

Generelt oplevede jeg at mange af værkerne var drevet af at fortælle en storslået fortælling, som rev mig med. Her var det især ”Robinson Crusoe”, ”Skatteøen” og ”Stygge Krumpen”, der med sine storladne begivenheder, gjorde at man bare måtte læse videre og finde ud af hvad det hele dog skulle ende med.

Der var dog også skuffelser iblandt, det kan jeg ikke komme uden om. ”Huckleberry Finn”, ”kongens fald” og ”faldet” viste sig ikke at falde i min smag, som hos mange andre. De har høj litterær kvalitet, men det var som om de romaner ikke på samme måde havde en fortælling der vedrørte mig. Smag kan være svært at diskutere, hvilket også er erfaringen af denne udfordring.

Det har været sjovt at blive stillet en udfordring, hvor hver 10. bog skal være noget bestemt. At det skulle være en klassiker, vel at mærke af en forfatter man ikke havde læst før, gjorde det også interessant. 
 

Ida Hirshals Illi

Jeg kunne skrive og fortælle om mange gode ting, som denne udfordring gav mig. Man får streget nogle klassikere af sin "den bør jeg læse" liste, det føles jo godt. Man får en forståelse for, hvor andre fortællinger måske kan have fundet sin inspiration henne.

Noget af det som jeg synes er det bedste at få øjnene op for, ved at læse klassikere, er næsten, at trods de kan være skrevet i en anden tid, så får man et indblik i, at mennesker "før i tiden" ikke var så meget anderledes end idag. Al historisk og kulturel kontekst sat til side, så er vi bare mennesker der i alle dage har haft forelskelser, håb og drømme, sjov og tragedier inde på livet. Historiske fagbøger kan give historiske fakta om livet -  klassikere kan give et indblik i livet, før og nu.

Marianne Bøgh Pedersen:

Klassiker for mig har stået som noget tungt og svær litteratur, men denne udfordring har ændret det syn. Det tungeste på min liste var helt klart Anna Karenina. Det var ikke historien i sig selv der var tung, men den russiske stil med at alle personer omtales på tre forskellige måder alt efter, hvilken kontekst de er i. Det var lige ved at tage pusten fra mig. Andre værker som Sult, Pesten og 1984 med emner og dillemaer som føltes meget nærværende i nutiden

Man skal ikke lade sig skræmme af en klassiker, langt de fleste er i dag sprogligt opdaterede og oversat til moderne retskrivning og emnerne, ja de lægger sig pænt op af nutidens litterære emner. 

Jeg nåede at starte på 10 klassikere og gav kun op på en enkelt.
 

Henrik Tøttrup Johansen:


Efter at have læst mine syv klassikere blev det i hvert fald tydeligt for mig, at den ”moderne” litteratur, altså det forfatterne skriver og det vi læser i disse år, ikke er noget vi har opfundet. Mange klassikere behandler nøjagtigt de samme problemstillinger som litteraturen i dag, blot i en anden tid.

Et godt eksempel på dette er ”Frankenstein” af Mary W. Shelly. En god underholdende oplevelse, men en hel anden historie end jeg forventede, filmen med Marty Feldman var min reference. Ikke megen gys og gru her, men der imod masser af tanker om livet, det at være anderledes, død, skyld, ulykke, lykke, og kærlighed. På højde med den moderne litteratur om de samme emner især med tanke på at romanen er skrevet i begyndelsen af 1800-tallet.

En anden stor oplevelse var Ernest Hemmingway’s ”Den gamle mand og havet”. En simpel, men fremragende fortalt historie. Ingen kapitler, kun afsnit og så 115 siders klassisk litteratur. Mange moderne forfattere kunne lære noget her, i dag er reglen jo nærmest jo længere jo bedre.

Når man som jeg holder af Herman Bang, er der en rigtig god læseoplevelse gemt i Gustave Flaubert’s ”Madame Bovary”, en fransk blanding af Bang og Austen. Denne roman havde jeg ikke fået fat i uden den kollegiale udfordring. Roman handler om borgerskabet i en mindre fransk provinsby, året er 1850. Hende, madame Bovary er der godt nok gang i, hun går ikke gerne glip af noget.

Jeg vil slutte med en opfordring, opsøg den klassiske litteratur, den har virkelig overraskende meget godt at byde på.

Udfordringen for 2021

Klassiker udfordringen gav gennem hele året masser af gode snakke om de bøger vi var i gang med og derfor var det åbenlyst at vi skulle have en udfordring for 2021 også. 

Udfordringen for 2021 er at 10% af de bøger vi læser i 2021, skal være faglitterære bøger. Generelt kommer vi på biblioteket til at sætte fokus på faglitteratur i løbet af året, så derfor var denne opfordring oplagt. 

Materialer