Vinterbier af Norbert Scheuer

Egidius Arimond er på grund af nazisternes racehygiejne og sin epilepsidiagnose ikke alene blevet opsagt fra sin stilling som historie- og latinlærer og ernærer sig nu som biavler, ligesom det har været en tradition i slægten siden middelalderen. 
Han er også blevet tvangssteriliseret, hvilket ikke på nogen måde har dæmpet hans libido og måske endda opildner hans trang til at have affærer med flere af landsbyens kvinder, også den slags affærer der kan skabe alvorlige problemer for en mand i hans position.
Med den skæbne er det ikke overraskende, at han gør modstand hvor han kan – og han hjælper derfor jøder over grænsen til Belgien, hvor de tilsyneladende kommer i sikkerhed.
Krigen og den nazistiske apoteker tilsammen gør hans adgang til den nødvendige epilepsimedicin særdeles vanskelig, og hans sygdom er derfor i stadig forværring.
Oveni er de allierede gået i land i Normandiet, og rykker hastigt frem mod Tyskland,  og Egidius Arimond kan dagligt identificere de forskellige flytyper og kan på afstand fastslå, at de stedse bliver farligere og farligere i deres adfærd.

Alt indeni og omkring Egidius Arimond er således i stigende grader af kaos.

Dette modstilles af hans to store lidenskaber – bierne, og transskriberinger af en fjern forgængers skrifter fra middelalderen. Vi får i dagbogen en grundig indføring i arbejdet med bierne, og den velordnede måde deres samfund er bygget op og fungerer, år efter år og generation efter generation, ligesom vi får hans forgængers ganske spændende historie som bonus.

En roman, der på én gang roligt beskriver eksempelvis vejret og dets betydning for bierne, krigen og menneskene, og samtidig fremkalder en stigende uro og elementær spænding for hvordan det vil gå for biavleren, flygtningehjælperen, epileptikeren, elskeren og historikeren Egidius Arimond.
 

Anbefalet af Jon Petersen