Månedens børnebog: "Målmanden og havet" af Maria Parr

En fantastisk og stemningsfuld bog til sommerlæsning.

Målmanden og havet
Af Tine Gitz Lundsgaard

Bogen er en fortsættelse af "Vaffelhjerte" af samme forfatter og er efter min  mening tæt på at være den perfekte højtlæsningsbog for børn mellem ca. 8-12 år - også for dem med lopper i kroppen. Stemningen minder om mange af Astrid Lindgrens universer og sproget er så fint, ægte og nærværende.

Den kan godt give en klump i halsen undervejs, men den sluges med et smil over de velmente narrestreger, som ungerne Theo og Lena frygtløse kaster sig ud i. Det er altid spændende og uforudsigeligt, når Lena er i nærheden. Blandt andet bygger de en tømmerflåde, som helt sikkert kan holde til sejlads siger Lena, men den er ved at kollidere med en færge og synker langsomt. Heldigvis er det Theos far, som styrer færgen og får reddet dem helskindede igennem endnu et eventyr.

En ny fodboldtræner fordriver Lena og Theo, som er et stort målmandstalent, til nabobyen, hvilket gør, at Theo helt mister interessen for fodbold. I stedet møder han sin første kærlighed i den nye pige i klassen, Birgitta. Det er ikke helt let at finde balancen i venskab og forelskelse med de to piger, Theo holder allermest af. Og samtidig melder en nyt søskende sin ankomst til alles store overraskelse.

De elskede ture på havet med farfar bliver færre og færre, især efter seje farfar får smadret sin hånd, da han får en ordentlig krabat på krogen. Heldigvis har Theo gemt sig i båden den dag og får ved stædighed kæmpet sig ind og redder farfar i land.

Men Theo opdager også, at farfar er ved at blive gammel, og han åbner stille lidt op omkring sin store kærlighed til farmor. Theo nyder at få lidt kendskab til hende og se hvor hun boede ved fyrtårnet på en lille ø.

Begge børn skal starte i 7. klasse og er efterhånden ikke så små længere. De bevæger sig dermed langsomt væk fra barndommens evige bekymringsfri legefyldte somre. De finder en flaskepost, som de selv skrev for det, som føles som evigheder siden. Hvor bliver tiden dog af…

Det er en tidsløs, smuk fortælling og en ren fornøjelse at læse højt. Jeg glæder mig meget til, at der kommer flere fantastiske læseoplevelser fra Maria Parr.   

                                                                               

16.07.18