Mesterværk mod alle odds

23.02.18
Nobelpristager Kazuo Ishiguro belønner den vedholdende læser i sin nyklassiske ridderroman. Per Reinholdt Nielsen har læst den og er ikke i tvivl. Bogen er et mesterværk.

Af Per Reinholdt Nielsen

Det er som Game of Thrones, men med en dybere mening. Den britiske nobelprisvinder, Kazuo Ishiguro, har skrevet en nyklassisk ridderroman, som giver masser af stof til eftertanke. Bogen er fuld af overnaturlige væsener og foregår i tiden lige efter Kong Arthurs krigshærgede England i 600-tallet. Ind og ud af dette sammenrend af munke, riddere og godtfolk i landsbyer væver Ishiguro en tænksom fortælling om, hvad der sker, hvis en hel nation og dens mennesker lider af både kollektivt og individuelt erindringstab. Hvis man ikke har en fortid, kan man så have en fremtid. Og hvad med lige her og nu? Hvert øjeblik er vel også farvet af, hvem man er, hvor man kommer fra, og hvordan man har levet?

I en bumlende roadmovie af en roman begiver det aldrende ægtepar, Axl og Beatrice, sig ud på en rejse for at opsøge deres søn, som de ikke rigtig kan huske noget om. Al den ondskab, der fulgte med krig og død og ødelæggelse, har slettet hukommelsen hos alle.

Kazuo Ishiguro er en antydningens mester. Plottet og personerne er stærkt underspillede, men alt toner langsomt og sikkert frem, som historien udvikler sig.

I den ganske uforudsigelige handling fører Axl og Beatrices rejse dem gennem mange farer. Parret bliver angrebet af vilde bæster, trolde og nisser. De møder en gådefuld færgemand og til sidst en kæmpe drage. Axl og Beatrice ledsages på skift af to riddere, som ender med at udkæmpe en drabelig og dog gentlemanagtig kamp foran dragen.

”Den begravede kæmpe” er på mange måder en umulig bog, der mod alle odds er endt med at blive meget vellykket. Ishiguro måtte skrive den om flere gange, og kom til sidst frem til en roman, man som læser måske også er ved at opgive et par gange undervejs, men som virkelig åbner sig for den, der holder ud. Bogen er fuld af kulørt fortællekraft. Den er snedigt skruet sammen. Den rummer en kompleks symbolik og en afdæmpet melankoli samt et rørende dobbeltportræt af romanens hovedfigurer, som skrives sikkert frem i deres indbyrdes dialoger. Kort sagt: et mesterværk.

Materialer