Ved Diget - et skøde

Her kan du læse skødet på Ved Diget 26-30 fra 1863. Det er lidt svært at læse, men det er sjovt - der står skrevet hvilken slags ost sælger skal have af køber.

Udskrift af Amager Birks Skøde og Pante Protokol

Aar 1863 den 5de november blev under Amager Birkeret lagt følgende dokument Skøde fra Chrilles Hansen til Dirch Gjertsen på hovedparcellen matr. nr. 7a i Kastrup, Tårnby Sogn på Amager af hartkorn 2 tønder, 1 skæppe og fjedringkar, 2 album med gammelskat 21 rigsdaler 67 skilling og på jordlodden matr. nr. 32 i Maglebylille af hartkorn 1 skæppe, 2 fjedringkar, 1 3/4 album med gammelskat 1 rigsdaler 32 Skilling.

Jeg underskrevne Crilles Hansen erkender og herved vitterliggør at jeg har solgt og afhændet ligesom jeg herved sælger, skøder og aldeles afhænder fra mig og arvinger til hestehandler Dirch Gjertsen den på vedhæftede skødekort afsatte hovedparcel af den mig ifølge adkomst som er tinglæst den 24. november 1815 tilhørende gård matr. nr. 7 i Kastrup, Tårnby Sogn på Amager, hvilken hovedparcel der ved Indenrigsministeriets udstykningsapprobation af 21. juli dette år, hvoraf en kommunikation vedhæftes til indførsel i Pantebogen er den der matr. nr. 7 i Kastrup ansat til hartkorn 2 tønder, 1 skæppe og Fjedringkar, 2 album med gammelskat 21 Rdl. 67 skilling herved tillige med den under gården hørende jordlod matr. nr. 32 i Maglebylille af hartkorn 1 skæppe, 2 fjedringkar, 1 3/4 album og gammelskat 1 rigsdaler 32 skilling da på matr. nr. 7a værende gårdbygninger, diger, grundmur og nagelfast oppartinenter samt øvrige rette tilhørende og tilliggende andrager købesummen således som det solgte nu i det halvår og som det af ham allerede er taget i besiddelse, det bemærkes at i købet her af er medfulgt at på gården værende besætning og inventarium, avlsredskaber inde og ude.

Gården Ved Diget
Gården Ved Diget. Foto: Tårnby Stads- og Lokalarkiv, B3719
 

Skødets vilkår

Overdragelses vilkår er iøvrigt følgende:

1. Køberen udreder alle af den solgte ejendom mig i fremtiden gårdskatter og afgifter

2. Han yder mig sålænge jeg lever et godt og forsvarligt undertag, nemlig foruden fri bolig for ham i gården, spise og drikke i rigeligt mål og i det mindste af ligeså god beskaffenhed som han selv med familie det nyder samt enten ved hans eget bord eller udbragt i min stue således som jeg til enhver tid måtte ønske det, endvidere skal han sørge for mig med lys og varme, vask og renlighed, foruden klæder, pleje og opvartning samt når behov fri læge og medicin, hvorfor han ugentlig forud skal betale mig hver lørdag 1. er en rigsdaler. Endelig skal køberen når jeg ved døden afgår lade mig hæderlig og anstændige begrave efter landets skik.

Imod han som vederlag derfor at blive ejer af det hvad jeg måtte efterlade mig hvilket ikke andrages at ville overstige værdi af 100 rigsdaler.

3. Skulle jeg imidlertid ikke finde mig tilfreds med at nyde mit ophold og underholdning in natura som foran anført skal køberen når som helst jeg forlanger det, lade indrette til fri og udelukkende afbenyttelse af mig i gården efter en længde af lejlighed af 1 stue på 2 fag med kakkelovn, et kammer, køkken med skorsten, pigekammer samt husrum med forsvarlig lukke til mit brændsel i hvilken lejlighed jeg da er berettiget til at indflytte hvad jeg måtte få brug for af det køberen overdragne indbo hvorfor bemærkes at værelserne skulle være forsvarligt og godt indrettet med brædde gulv og loft, vinduer og døre.

I stedet for føde og klæder er nu ifølge pagraf 2 skal køberen da yde mig forud årlig: 3 tønder god rug som han lader male og bage, 4 skæppe byggryn, 1 skæppe boghvede, 1 skæppe havregryn, 2 lispund spædelys, at levere halvårlig forud hver 1.st. maj og 1.st november: 8 kg fersk flæsk, 8 kg kød, 1 lispund ål og 1 lispund klipfisk i midten af november måned 1 ½ favn bøgebrænde og 1. amagerlæs tørv, inden 1.st. oktober samt en hørlærred og blålærred skjorte og et par blålærreds lagner.

Halvårlig en halvotting norsk spegesild og 1. lispund holstensk ost, hver 14de dag en otting godt øl, ugentlig 2 pund godt smør, ½ pund kaffebønner, ½ pund sukkerkandis, ½ pund røgtobak og 2 potter brændevin og daglig en pot sødmælk, som det malkes af koen.

Det tilhører at den i paragraf 2 anførte omtalt til betaling af 1 rigsdaler ugentlig herefter forpligtelse med hensyn til begravelsen også gælder for dette tilfælde. Derfor skal køberen når undertegnet efter denne pagt lønne og føde en pige til min opvartning.

4. I hvert år skal køberen 10 gange om året dog ikke i den travle høsttid og under forårsarbejdet kører mig til kirke eller til København når jeg forlanger det.

5. For det således betingede undertag m.v. der ansættes i penge
Undertaget m.m. til 190 rigsdaler altså for 5 år ... 950 rigsdaler
Begravelse ... 100 rigsdaler
Ialt ... 1.050 rigsdaler

Forbeholder jeg mig prioritet og panteret i det solgte 1.000 rigsdaler.

Og da køberen forbemeldte Dirch Geertsen har lovet og forpligtiget sig til som villighedsfuldt at yde mig det betingede undertag m.m. ansat til i alt ... 1.050 rigsdaler
og da han såvel derved som ved contrakt at udbetale ... 1.000 rigsdaler
og ved at udstæde obligationer for ... 500 rigsdaler
har berigtiget købesummen ... 2.550 rigsdaler

skriver to tusinde femhundrede og halvtredstyve rigsdaler så skal det solgte herefter tilhøre ham og arvinger med al den ret og rettighed, byrder og forpligtelser hermed jeg og forgængeren har vist samme, idet jeg indestår her vandhjemmel efter loven.

Til bekræftelse underskriver sig egenhændig og i overværelse af neden anførte vitterlighedsvidner dette skøde efter at det for mig er bleven tydeligt oplæst

p.o. Christianshavn den 22 oktober 1863

til vitterlighed

Morten Olsen
Ole N. ?
Chrilles Hansen
Dirch Geertsen

Da Indenrigsministeriet ved skrivelse af 21de juli d.å. har approberet adskilligsen og skyldsætningen af indbemeldte hovedparcel, matr. nr 7a i Kastrup By, Tårnby Sogn med hartkorn 2 tønder 1 skæppe 0 fjedringkar 2 album og gammelskat 21 rigsdaler 67 skilling haver med hensyn til udstykningen fra amtets side intet mod dette skødes tinglæsning at indvende.

Sjællands Stiftamt den 30. oktober 1863

Da skatter og afgifter til Amtstuen af forbemeldte afhændede ejendom matr. nr 7a under Kastrup
med hartkorn ... 2 tønder, 1 skæppe, 0 fjedringkar, 2 album
og for andel i Saltholms græsning ... 2 skæppe, 1 fjedringkar, 1 1/4 album
matr. nr 32 i Maglebylille med hartkorn ... 1 skæppe, 1 3/4 album
og Saltholms andel  ... 2 fjedringkar
tilsammen ... 2 tønder, 5 skæppe, 0 fjedringkar, 2 album

er betalt indtil 30de juni d.a. og da kendelsen til statskassen a 1. ad. og 2 hartkorn er indbetalt med 2 rigsdaler 62 skilling er herfra intet at indvende imod dette skødes tinglæsning

Københavns Amtstue den 4de november 1863
Gyldenbaum

Til fattigkassen betalt 5 rigsdaler

Udstykning

Sjællands Stiftamt har under 25de d.a. ---- mig Indenrigsministeriets skrivelse af 21. f.m. pålydende:

Ved bevilling af dagsdato er tilladt at Crilles Hansen må udstykke sin gårds jorde matr. 7a i Kastrup By, Tårnby Sogn på Amager af hartkorn 4 tønder 2 skæppe 1 fjedringkar ½ album og gammelskat 43 rigsdaler 31 skilling efter en over bemældte gård befattet udstyknings beregning og uden at den tilbagevendende udstyknings beregning uden at den tilbageblivende hovedparcel har den ved Fad af 3. december 1819 foreskrevne størrelse og vilkår.

1. at hovedparcellen betegnet i bemeldte beregning med matr. nr. bestanding som sådan bliver at anser og med bygninger og bohave at vedligeholde og

2. at de kongelige skatter og rettigheder bliver ved denne forandring aldeles uforandrede bevillinger der inden bruger fra kundgørelsen heraf vil uden at løse med 14 ½ rigsdaler vil uden videre udgift blive den pågældende tilsluttet igennem de lokale autoriteter såsnart gyldiges contrakt eller på postbereau igennem advis fra postbereau er indkommet til ministeriet.

I henhold til fremførte bevilling oppebæres herved udstykningen af anmeldte gård matr. nr. 7a i Kastrup By, Tårnby Sogn af hartkorn ... 4 tønder 2 skæppe 1 fjedringkar ½ album og gammelskat 43 rigsdaler 31 skilling i 2 parceller.

Matr. nr. 7a hovedparcel ... 2 tønder, 1 skæppe, 0 fjedringkar, 2 album ... 21 rigsdaler 67 skilling

Matr. nr 7 agter overdraget til Ole Jensen til bebyggelse inden 2 år eller forening med anden gårds ejendomsjord ... 2 tønder, 1 skæppe, 0 fjedringkar, 1 1/4 album ... 21 rigsdaler 60 skilling

Hvilket i anledning af de fortil indkommet andragende tjenestlig meldes til behagelig efterretning og videre fornøden bekendgørelse. Kortene over begge parceller bliver attesteret og udsendes til Københavns Amtsstue til indløsning af Dirch Geertsen og Ole Jensen med 48 skilling for hvert eller i alt 1 rigsdaler.

Til hvilken herved tilmelder denne

Amager Birks kontor
den 27 juli 1863

W. Petersen

Crilles Hansen i Kastrup

Underskriftens rigtighed W. Petersen

Mål og vægt

Du kan læse, hvad gamle måleenheder betyder i nutidens mål. Du kan også bruge en omregner, hvis du gerne vil vide hvor meget en pægl er.