Skarpretter

Den sidste skarpretter blev interviewet til Amagerbladet juli 1903.

Skarpretter Seistrup 1903

Langt ude paa Kastrupvej har Skarpretter Seistrup sin Bolig. Den Mand, der i bogstavelig Forstand holder Lovens Sværd i sin Haand, naar Retfærdigheden ved enkelte Lejligheder kræver det, staar til daglig i sin lille Købmandsbod og vejer Sukker eller Rosiner, mens hans Hustru gaar ham til Haande, og hans lyslokkede Smaabørn tumler legende omkring.
Seistrup ser alt andet end blodtørstig ud. Vi spørger ham, hvorlænge han har beklædt sit Embede. "I 26 Aar har jeg staaet til Disposition. Jeg var først Underofficer og gik derfra over i Politiets Tjeneste, og da Embedet blev ledigt, søgt jeg det. Gagen er jo ikke stor, 1600 Kr. om Aaret; men saa har jeg jo min lille Forretning ved Siden af."
"Hvor mange Eksekutioner har De besørget?"
"Den først var Anders Mørkes, den gik meget regelmæssigt til. Den anden var den saa meget omtalte Anders Sjællænders. Man har fortalt, jeg var beruset. Enhver der kender mig og ved hvor mådeholden jeg er, ved også, hvor uberettiget denne beskyldning var. Sagen var, at forberedelserne til denne eksekution var aldeles skandaløse. Der var ingen forholdsregler til ordenens opretholdelse foretaget. Kun sognefogden holdt publikum tilbage. Blokken var stillet i sneen, der ikke engang var skovlet til side, og ved det afgørende hug gled jeg så."
"Sidst gang, der blev sendt bud efter Dem, var altså til Jens Nielsen?"
"Ja, men det foregik jo kun i nærværelse af ganske få blandt rette vedkommende, og alt gik godt."
"Vi har omhyggeligt undgaaet at nævne Ordet Henrettelse eller andre Udtryk, der sigter til Handlingen at skille et Menneske fra Livet; men nu gaar vi direkte til Sagen og spørger: Hvilke Følelser besjæles De egentlig af under selve Handlingen?"
Skarpretteren svarer rolig som den alvorlige og livserfarne Mand, han er: "Hvilke Følelser? Jeg betragter mig kun som et Redskab i den ordnede Lovligheds Haand. Jeg er ansvarsfri. Det tilkommer ikke mig at dømme."
Vi spørger efter Øksen. "Ja, den er der mange, der har villet se. Men den ligger i sit Etui, og der bliver den liggende, til den skal bruget. Det er min personlige ejendom, og jeg opbevarer den her i huset.
Anders Nielsen, kaldet Anders Sjællænder, blev henrettet i 1882. I sommeren 1881 havde han myrdet en midaldrende handelsmand, Per Jønsson. Han havde lokket Jønsson ind på en mark ved Nakskov, hvor han havde slået manden ned og dræbt ham ved at knuse hans hoved. Derefter udplyndrede han liget og flygtede. Men han var blevet set i følge med den myrdede og blev kort efter fundet i Holsten. I begyndelsen nægtede han, man da man lod den myrdedes lig grave op og konfronterede ham med det, tilstod han og dømtes til døden.
Henrettelsen blev en skandale. Den foregik en novemberdag på Sølvbjerghøj uden for Nakskov, hvor over 3000 mennesker trængtes omkring retterstedet. Tilsidst måtte menneskemængden med magt tvinges tilbage, så arbejdsfolkene kunne komme til at rejse skafottet, det ikke engang var parat, da den dødsdømte ankom. Efter at dommen var oplæst, bad en præst en bøn for Anders Sjællænder, hvorefter skarpretteren ankom. Han var i kjole og hvidt og ledsagedes af en medhjælpder, som bar på huggeblokken. Anders Sjællænder tog det hele meget fattet og hjalp selv til med at tage sin jakke og vest af, hvorpå han opfordredes til at lægge sit hoved på blokken.
Den kjoleklædte skarpretter greb derefter øksen og huggede til, men ramte i nervøsitet Anders Sjællænder i nakken. Først da øksen blinkede for tredie gang, rullede fangens hoved fra kroppen.
Den nysgerrige menneskemængde trængte sig atter frem og sprængte den primitive afspærring for at se liget. En betjent kæmpede sig imidlertid gennem tilskuerskaren og løb ophidset hen mod retterstedet, mens han brølte: "Hvor Fanden er kisten?"
Jens Nielsen mistede sit hoved i fængselsgården i Horsens tugthus i 1892, fjorten dage før han fyldte 30. Jens Nielsen afsonede 16 år for en lang række ildspåsættelser i Danmark og England. Tre gange prøvede han at myrde fængselsbetjentene; første gang ved at slå en betjent ned med et jernlod, anden gang ved at slynge en mursten mod betjenten, og tredie gang - efter at han var dømt til døden for de første mordforsøg, men var benådet med livsvarigt fængsel - ved at hugge en betjent ned med et afbrækket bordben fra cellen. Slaget ramte kun delvis, men efter dette faldt dødsdommen uden betænkning og uden benådning.
Henrettelsen foregik i den lille vestlige gård i tugthuset, hvor der var strøet gult sand. Jens Nielsen, ligbleg og i fangedragt, førtes frem af fire vogtere. Da han så præsten, pastor Haffstrøm, som stærkt bevæget begyndte: "Din sidste time er nu inde.." sprang fangen tilside, idet han rådte "Jeg har intet at tale med Dem om!"
Skarpretteren, Seistrup, gik derefter hen mod skafottet, mens byens borgmester sagde "Så være da Gud med Dem, Jens Nielsen!" Tak og farvel svarede Jens Nielsen, der nu næsten løb hen mod skafottet og lagde hoved tilrette.
"Der kom ikke ret meget blot, kun et par dråber var at se i det gule grus", skrev Henrik Cavling i sit referat fra den sidste henrettelse.
Amagerbladet juli 1903.


Forbrydernes overmænd. Red. Anders Nørgaard København 1958 Bind 3, side 14-16.