Skarpretter - på Kastrupvej

Den sidste skarpretter blev interviewet til Amager Bladet juli 1903. Hans navn var Jens Carl Theodor Seistrup: Det var kun kort tid, han opholdt sig på Amager. Det kan du læse om til slut på siden.

Amager halshug

Langt ude paa Kastrupvej har Skarpretter Seistrup sin Bolig. Den Mand, der i bogstavelig Forstand holder Lovens Sværd i sin Haand, naar Retfærdigheden ved enkelte Lejligheder kræver det, staar til daglig i sin lille Købmandsbod og vejer Sukker eller Rosiner, mens hans Hustru gaar ham til Haande, og hans lyslokkede Smaabørn tumler legende omkring.

Skarpretter Seistrup 1903

 

Seistrup ser alt andet end blodtørstig ud. Vi spørger ham, hvor længe han har beklædt sit Embede.

I 26 Aar har jeg staaet til Disposition. Jeg var først Underofficer og gik derfra over i Politiets Tjeneste, og da Embedet blev ledigt, søgte jeg det. Gagen er jo ikke stor, 1.600 Kr. om Aaret; men saa har jeg jo min lille Forretning ved Siden af.

Halshugninger

Hvor mange Eksekutioner har De besørget?

Den først var Anders Mørkes, den gik meget regelmæssigt til. Den anden var den saa meget omtalte Anders Sjællænders. Man har fortalt, jeg var beruset. Enhver der kender mig og ved hvor mådeholden jeg er, ved også, hvor uberettiget denne beskyldning var. Sagen var, at forberedelserne til denne eksekution var aldeles skandaløse. Der var ingen forholdsregler til ordenens opretholdelse foretaget. Kun sognefogden holdt publikum tilbage. Blokken var stillet i sneen, der ikke engang var skovlet til side, og ved det afgørende hug gled jeg så.

Sidst gang, der blev sendt bud efter Dem, var altså til Jens Nielsen?

Ja, men det foregik jo kun i nærværelse af ganske få blandt rette vedkommende, og alt gik godt.

Vi har omhyggeligt undgaaet at nævne Ordet Henrettelse eller andre Udtryk, der sigter til Handlingen at skille et Menneske fra Livet; men nu gaar vi direkte til Sagen og spørger: Hvilke Følelser besjæles De egentlig af under selve Handlingen?

Skarpretteren svarer rolig som den alvorlige og livserfarne Mand, han er:

Hvilke Følelser? Jeg betragter mig kun som et Redskab i den ordnede Lovligheds Haand. Jeg er ansvarsfri. Det tilkommer ikke mig at dømme.

Vi spørger efter Øksen.

Ja, den er der mange, der har villet se. Men den ligger i sit Etui, og der bliver den liggende, til den skal bruges. Det er min personlige ejendom, og jeg opbevarer den her i huset.

Amager Bladet juli 1903.

De to omtalte halhugninger

Anders Nielsen i  1881

Anders Nielsen, kaldet Anders Sjællænder, blev henrettet i 1882. I sommeren 1881 havde han myrdet en midaldrende handelsmand, Per Jønsson. Han havde lokket Jønsson ind på en mark ved Nakskov, hvor han havde slået manden ned og dræbt ham ved at knuse hans hoved. Derefter udplyndrede han liget og flygtede. Men han var blevet set i følge med den myrdede og blev kort efter fundet i Holsten. I begyndelsen nægtede han, man da man lod den myrdedes lig grave op og konfronterede ham med det, tilstod han og dømtes til døden.

Henrettelsen blev en skandale. Den foregik en novemberdag på Sølvbjerghøj uden for Nakskov, hvor over 3.000 mennesker trængtes omkring retterstedet. Tilsidst måtte menneskemængden med magt tvinges tilbage, så arbejdsfolkene kunne komme til at rejse skafottet, det ikke engang var parat, da den dødsdømte ankom. Efter at dommen var oplæst, bad en præst en bøn for Anders Sjællænder, hvorefter skarpretteren ankom. Han var i kjole og hvidt og ledsagedes af en medhjælper, som bar på huggeblokken. Anders Sjællænder tog det hele meget fattet og hjalp selv til med at tage sin jakke og vest af, hvorpå han opfordredes til at lægge sit hoved på blokken.

Den kjoleklædte skarpretter greb derefter øksen og huggede til, men ramte i nervøsitet Anders Sjællænder i nakken. Først da øksen blinkede for tredie gang, rullede fangens hoved fra kroppen.
Den nysgerrige menneskemængde trængte sig atter frem og sprængte den primitive afspærring for at se liget. En betjent kæmpede sig imidlertid gennem tilskuerskaren og løb ophidset hen mod retterstedet, mens han brølte: "Hvor Fanden er kisten?"

Jens Nielsen i 1892

Jens Nielsen mistede sit hoved i fængselsgården i Horsens tugthus i 1892, fjorten dage før han fyldte 30. Jens Nielsen afsonede 16 år for en lang række ildspåsættelser i Danmark og England. Tre gange prøvede han at myrde fængselsbetjentene; første gang ved at slå en betjent ned med et jernlod, anden gang ved at slynge en mursten mod betjenten, og tredie gang - efter at han var dømt til døden for de første mordforsøg, men var benådet med livsvarigt fængsel - ved at hugge en betjent ned med et afbrækket bordben fra cellen. Slaget ramte kun delvis, men efter dette faldt dødsdommen uden betænkning og uden benådning.

Henrettelsen foregik i den lille vestlige gård i tugthuset, hvor der var strøet gult sand. Jens Nielsen, ligbleg og i fangedragt, førtes frem af fire vogtere. Da han så præsten, pastor Haffstrøm, som stærkt bevæget begyndte: "Din sidste time er nu inde...", så sprang fangen til side, idet han råbte: "Jeg har intet at tale med Dem om!"

Skarpretteren, Seistrup, gik derefter hen mod skafottet, mens byens borgmester sagde: "Så være da Gud med Dem, Jens Nielsen!" "Tak og farvel", svarede Jens Nielsen, der nu næsten løb hen mod skafottet og lagde sit hoved til rette.
"Der kom ikke ret meget blod, kun et par dråber var at se i det gule grus", skrev Henrik Cavling i sit referat fra den sidste henrettelse.

Kilde:
Forbrydernes overmænd. Red. Anders Nørgaard København 1958. Bind 3, side 14-16.
 

Vej ved Kastrup, 1905, af Aksel Martin Lassen
Længere ude af Katrupvej er dette motiv fra.
Vej ved Kastrup, 1905. Malet af Aksel Martin Lassen
 

Fakta

Jens Carl Theodor Seistrup blev født den 10. januar 1848 i Slagelse. Hans mor var ugifte omtrent 22-årige Jensine Seistrup. Den udlagte barnefader var slagtersvend Peter Christian Olsen. Derfor hedder Jens Carl Theodor i folketællingen 1860 Olsen til efternavn.

Da Jens Carl Theodor Seistrup var 2 år i 1850, boede han i Kolding med sin mor, mormor og to mostre. De tre søstre ernærede sig ved modepynt. Hans morfar, Jens Jensen Seistrup, havde været politibetjent i Slagelse, men var død.

Den 12-årige Jens boede i Kolding med sin mor, mormor og yngste moster og endnu et barnebarn til mormoderen. Det var i 1860.

Ved folketællingen i 1870 var Jens Carl Theodor Seistrup blevet sergent i 16. Bataillon og var nu logerende i Odense. Hans mor og mormor boede stadigvæk i Kolding. Hans mor stadigvæk ugift og syjomfru.

Jens Carl Theodor Seistrup var blevet skilt. Han boede i København på Vesterbrogade i 1880 med sin mor og sin 8-årige søn, Jens Ludvig Johannes, der i øvrigt var blevet født i Odense. Hans fraskilte kone Ludvikka Maren Stine Caroline Hansen, gift Seistrup, boede også i København, men var født i Odense. Hun var datter af en kleinsmedemester.

Fem år senere i 1885 var Jens Seistrup, hans mor og hans søn flyttet til Frederiksberg på Peter Bangs Vej.

I 1897 blev den 49-årige Carl Theodor Seistrup gift med den 18-årige Anna Karoline Emilie Kraiberg fra København. Et år efter fik de en søn, Willy Theodor, født i Sorø Amt og i 1902 endnu en søn, Carl Christian Seistrup, født i København S.

I 1925 døde den tidligere skarpretter, Jens Carl Theodor Seistrup. Han blev 77 år. Han boede da i Skælskør.

Jens Carl Theodor Seistrup boede altså ganske kort tid på Amager. Fra den 1. maj 1902 boede han på Kongedybs Allé 24, 1.sal, hvorefter han og familien flyttede til Kastrupvej 6, kælderen fra den 1. november 1903 til 1. maj 1904 i følge Politiets Registerblade, som holdt styr på hvor befolkningen boede mellem folketællingerne. Nu var det ikke altid, man lige fik registreret hvornår man flyttede, så det kan godt være Seistrup flyttede allerede i juli måned, som avisen skriver. Uanset er det forsvindende kort tid han har boet på øen. Det er mere uforklarligt, hvordan nr. 6 bliver langt ude på Kastrupvej for den lokale redaktion på Amager Bladet!

Kilder: Kirkebøger og Folketælling 1850, 1860, 1870, 1880 og 1885 samt Politiets Registerblade.

Materialer