Socialt boligbyggeri

Også i Tårnby er der blevet bygget boliger for at afhjælpe boligmangel.

Siden byggeriet Søvang blev opført af Tårnby Kommune, har der været et forsøg på at afhjælpe bolignøden og højne boligkvaliteten i kommunen.

Der havde i alle større byer og forstæder været boligmangel siden 1908, hvor en lang række begivenheder udløste en boligkrise. Først og fremmest var der et internationalt bankkrak i 1907. Krisen blev forøget med den danske bankskandale, hvor den daværende justitsminister Peter Adler Alberti havde svindlet for 15 millioner kroner - penge der egentlig tilhørte Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Landmandsbankens krak i 1922 tilførte blot yderligere til boligkrisen. Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, gjorde varemangler sit til at alt privat byggeri gik i stå. Siden 1908 var der stort set ikke bygget beboelsesejendomme - kun de kommunale byggerier skabte nye billige boliger. Fra 1917 blev det muligt for kommunalt boligbyggeri at opnå statslige lån. Først med Kanslergadeforliget i 1933 kom der skub i det sociale boligbyggeri. Foruden at det private byggeri nu kunne betale sig igen. Med 2. Verdenskrig opstod der igen boligmangel, da der ikke var byggematerialer. Det rationerede gik efter krigen først og fremmest til at bygge virksomheder for. Historien kan også ses i Tårnby.

Tårnby kommunes ejendomme på Søvang Allé
Søvangs Allé omkring 1919. Foto: Tårnby Stads- og Lokalarkiv, B1842
 

Søvangs Allé - Den gamle kommune og den nye kommune
På Søvang Allé blev kommunens huse sat i gang i 1917. Der blev bygget af to omgange, hvor de første blev kaldt "den gamle kommune". De sidste blev til "den nye kommune". Tårnby Kommune forsøgte at afhjælpe bolignøden ved at opføre etageejendommene i Søvang Allé i 1917-1925. Det var sognerådsformanden Niels Peter Nielsen, der med et socialdemokratisk flertal kunne sætte skub i byggeriet med et statslån i ryggen. Næste etape er dog uden statslån.
Selve byggeriet mødte en del problemer, da der var flydesand i undergrunden. Det blev derfor nødvendigt at understøtte bygningen yderligere og afvande området. Dertil skulle der bruges penge på at få rent drikkevand, kloakering og pumpestation samt veje. Dertil kom ekstra krav fra arbejderne på byggeriet på at få et dyrtidstillæg, da madpriserne i 1917 og 1918 var steget utroligt meget på grund af Første Verdenskrig.
I juli 1943 solgte Tårnby Kommune Søvang I og II.

Olufsgården 2013
Olufsgården i 2013. Foto: Tårnby Stads- og Lokalarkiv
 

Olufsgården
Efterhånden kunne gartnerne og landbrugerne ikke få et afkast af jorden, som kunne svare sig i forhold til beskatningen af jorden og de priser de kunne få for et salg til boliger. Også på Ny Kastrupgård fandt Oluf Kristensen det fornuftigt at sælge sin jord. En del af jorden blev solgt til et selskab, som kaldte sig Olufsgården. En af disse initiativtagere var advokat Gunnar Eiland. Det var ganske almindeligt at kalde selskabet efter den, der havde solgt jorden. Da selskabet fik tilladelse til at opføre almennyttige boliger på grunden, blev der oprettet et nyt selskab, som stod for byggeriet og den videre drift af boligerne. Selskabet kom til at hedde DSI Olufsgård II. DSI betyder Den Selvejende Institution. Olufsgården ejes af sig selv - og har dermed ikke af et advokatfirma, kommunen eller en privat ejer. Således opstod navnet Olufsgården II, som nu måske skaber lidt forvirring, men som i 1952 var en ganske almindelig måde at navngive på.
Olufsgården er opdelt i tre separate afdelinger: A, B og C.
Du kan læse mere om gartner Oluf Kristensen, født 1888. Han interesserede sig meget for ungdommen, især KFUM. Han har bygget tre store ejendomme samt 80 villaer. Han opførte, sammen med gartner Suhr og frøavler Tage Hansen, badmintonhallen ved Gammel Kirkevej.
Oluf Kristensens liv er skildret både i hans egen levnedsberetning og i Ulla Dahlerups Dengang familien var alt. Du kan låne bogen på biblioteket.

Postparken
Postparken blev planlagt i 1943 og var helt færdigbygget i 1948 med omtrent 400 lejligheder. For mange af den tids nye etagebyggerier var udgangspunktet lys og luft samt grønne områder. Det var ønsket om at komme væk fra de triste københavnske baggårde. Også den store bolignød efter byggekrakket i 1908, to verdenskrige og de efterfølgende mangelsituationer betød, at der måtte gøres noget ekstraordinært for at skaffe flere boliger.
Postfunktionærernes Andels – Boligforening, kaldet PAB, fik senere bygget mange flere afdelinger både inden for og uden for kommunegrænsen. I starten havde ansatte i P & T fortrinsret til boligerne, men sådan er det ikke længere. En lejlighed kostede efter nyopførslen 116 kr. om måneden – det var rigtigt mange penge dengang. Der blev nok spist meget havregrød i ”Millionærbyen” – som den lidt drillende blev kaldt.
Ofte var der tænkt både børnepasning og butikker med ind i den slags bebyggelsen. I Postparken var det Røde Kors, der havde en børnehave. Desuden var der også en række forretninger ud til vejene.
 
Boligbyggeri efter Anden Verdenskrig
I 1952/1953 blev der udgivet en lille velkomstbog til de nye borgere der flyttede til Tårnby Kommune. Heri hedder det: Boligbyggeriet har i ganske særlig grad haft Tårnby kommunes bevågenhed. I årene efter krigen er der blevet opført mere end 4.000 lejligheder i kommunen, praktisk talt alle med statslån og kommunale garantier. I øjeblikket er ca. 1.000 lejligheder under opførelse, og yderligere et par tusinde er projekteret.
I 1954 var der opført 5.000 lejligheder, 1.200 under opførelse og omtrent 800 er projekteret i følge velkomstbogen for 1954.
 

Materialer