Bryggergården genindviet i 2008

Kalk, fajance og bryggeri - 250 års industrihistorie i Kastrup på Bryggergården.

Fortling - en entrepreneur

Kastrup Værk begyndte industrialiseringen i Kastrup. Der er blev produceret kalk, fajance og øl på Kastrup Værk. Der er over 250 års industrihistorie i Kastrup på Bryggergården.

Den 6. juni 2008 blev Kastrup Værk, lokalt kendt som Bryggergården, genindviet. På fotoet klipper daværende borgmester Henrik Zimino snoren over ved den festlige lejlighed.

Kastrup Værk genindvies efter renovering.
Kastrup Værk genindvies efter renovering.
Foto: Tårnby Stads- og Lokalarkiv
 

Restaurering

Kastrup Værk og havn blev købt af Skanska i 1997, og i de seneste år har firmaet i samarbejde med Kulturarvstyrelsen og Tårnby Kommune været i gang med et større restaureringsarbejde på bygningerne.

250 års historie

Bryggergården har en 250 år lang historie. I 1747 fik den tyske håndværker, hofstenhugger og senere hofbygmester, Jacob Fortling, kongeligt privilegium på at bryde kalk på Saltholm.
Han valgte i første omgang at få kalken bragt ind til kalkbrænderiet på Christianshavn. Men i 1749 fik han ret til  at anlægge et kalkbrænderi og en havn ved Kastrup Knæ.
Det blev i 1752 udvidet med et teglværk og i 1755 med en stengods- og fajancefabrik. Samlet kaldes disse virksomheder Kastrup Værk.

Kastrup Værk set fra vandet.

Kastrup Værk set fra vandet.
Foto: Tårnby Stads- og Lokalarkiv
 

Udenlandsk indflydelse på fajancen

På fajanceværket blev der fremstillet smukke portrætbuster, figurer, opsatser, skåle, bordstel, terriner, kander, skrivetøj med mere. Motiverne er ofte røde roser, en gul papegøjetulipan eller blå asters. Her var ansat mange håndværkere med udenlandsk baggrund.

Fajance fra Kastrup Værk.
Fajance produceret på Kastrup Værk.
Foto: Tårnby Stads- og Lokalarkiv
 

Forbindelsen til Kastrupgård

Jacob Fortling opførte samtidig med Kastrup Værk et landsted, Kastrupgård, der blev forbundet med Kastrup Værk med en ny vej, vore dages Alleen.

Kastrupgård blev fredet i 1924 og ejes af Tårnby Kommune. Her har Kastrupgårdsamlingen siden 1977 haft til huse. 

På museet kan man også se eksempler på Kastrup-fajancerne samt malerier af Th. Philipsen, som boede på Bryggergården, når han skulle male i Kastrup eller på Saltholm.

Kalkbrænding frem til 1955

Stengods-og fajanceproduktionen ophørte omkring 1800, men den oprindelige produktionsgren, kalkbrændingen, fortsatte indtil 1955. Råstoffet kalk blev fortsat hentet på Saltholm indtil 1930´erne. Gennem årene kom der nye virksomheder til Kastrup Værk f.eks. et bryggeri fra 1838. Dette har givet Kastrup Værk dets mere lokalkendte navn Bryggergården.

Bryggergården

Det oprindelige fabrikskompleks, en ca. 125 meter lang bygning med to portbygninger og gårdanlæg benyttes hovedsagelig til beboelse, mens en del andre bygninger mod syd er forsvundet og andre bygget til i 1800-tallet.
Kastrup Værk blev fredet i 1971.

Kastrup Værks ejere

1749-1763 Jacob Fortling
1763-1777 Jess Didrichsen og Jacob Stenzler
1777-1784 Chr. Westerholdt og Nicolaj Hørpner
1784-1792 Peter Jacob Hygom og Chr. Jørgensen
1792-1829 Ole Tønder Lange
1829-1831 J.P. Bødker
1831-1870 Martin Petersen
1870-1894 Cornelius Petersen (søn af Martin Petersen)
1894-1899 Carl Monrad Larsen
1899-1992 A/S Ny Kalkbrænderi