Glamsbjergvej 22

Industribygningen og beboelsesejendommen på Glamsbjergvej 22 er revet ned. Arkivet vil derfor gerne vide mere om bygningen og de virksomheder, som har haft adresse der. Hvis du ligger inde med viden eller fotografier, så henvend dig til arkivet.

En gemt skat

Ivan Givskov har fotograferet Glamsbjergvej 22, der snart skulle rives ned. Der viste sig lidt af en perle inde i bygningen. 
Fotografiet afslører bygningens historie som snedkeri med det flotte maleri på væggen. 
Hvis du ved noget om maleriet, snedkermestrene eller andet om stedet, må du meget gerne skrive til arkivet.

Glamsbjergvej 22

Vægmaleri af Glamsbjergvej 22. Arkivet har fået lov til at viderebringe det interessante fotografi.
Foto: Ivan Givskov

Efterlysning

Lokalarkivet har intet om bygningen. Arkivet har kun det som borgerne giver til os. Så det er en opfordring til alle om at bidrage med viden, materiale og fotografier om området.

Der er dog lidt spor i Kommunearkivet vedrørende borgernes korrespondance omkring bygningen.

Det ved vi foreløbigt

Matriklen på Glamsbjergvej 22 hedder 13bc. På www.ois.dk er angivet, at bygning 1 er fra 1948 – nu brugt til beboelse - og bygning 2 er fra 1952 – nu brugt til erhverv. Oplysninger er desværre ikke altid rigtige, men vi kan da håbe. 

I Tårnby Vejviser 1976 ses Snedkermester J. Arvid-Olsen på Glamsbjergvej 24 under rubrikken snedker. Under rubrikken Glamsbjergvej 24 står E. L. Olsen. Der er ikke et nummer 22 på vejen.

Snedkermester Jørgen Arvid Olsen var der også 1967, hvor Tårnby Kommune har modtaget en klage fra naboerne over, at snedkeriets skorsten udsendte for megen røg. Senere fik snedkermester Bent Lorents Nielsen lov til at ændre husnummeret fra 24 til 22.

Snedkeriet, der var i stueetagen, ophørte i 1991, hvorefter der kom et autoværksted.

Kort over Glamsbjergvej

Kort over Glamsbjergvej
Midt på kortet kan bygningen ses. Der er en projekteret rundkørsel og gennemkørselsvej, som aldrig blev til noget. Kortet er fra 1933, men er løbende blevet suppleret med nye tilføjelser.