Popbands

Læs om pop- og rockbands i 1960erne i Tårnby og om MINI-Avisen - en ungdomsavis med rødder i Kastrup.

Pionererne fra Amager har fortalt i tre numre af arkivets lokalhistoriske tidsskrift GLEMMER DU om den nye pop- og rockmusik. Du kan her læse mere rockhistorie i Tårnby Kommune i Glemmer Du nr. 6, 2013, nr. 1, 2014 og nr. 2, 2014. I Mini-Avisen kunne man læse om de internationale bands.

MINI-AVISEN
Avisen henvendte sig til unge, der gerne vil vide mere om pop- og sportsstjerner. Mini-Avisen, der også blev kaldet M-A, udkom i 1960 og 1961 i et oplag på 16.000 eksemplarer. Den blev solgt for 50 øre gennem kiosker over hele landet, som der står i kolofonen. Den udkom ca. hver anden fredag. Det var 14-årige Niels Skouboe, der var chefredaktør, med hovedredaktion på Kastruplundgade 58.

Mini-Avisen - særtryk fra januar 1961
Første årgang var i 1959, hvor den startede som Kastrup Mini-Avis. I første omgang er avisen udkommet i et mindre format, senere har det fået størrelse som et formiddagsblad og et indhold om musik.

Indholdet er mest om internationale pop, jazz og rockstjerner, internationale skuespillere – mest fra USA, og populære og yngre danske skuespillere, musikere og bands. Der er stort set intet lokalt fra Amager.
Til gengæld er der indimellem artikler om unges syn på opdragelse. Der er også lidt sportsstof om de allermest kendte og populære danske fodbold- og cykelstjerner.

Avisen udførte afstemninger, oprettede fanklubber, inviterede til konkurrencer og begivenhederne. Der bliver også spalteplads til læsebreve og læserkommentarer.

Der er følgende numre af avisen på Statsbiblioteket:
MINI-AVISEN 2. årgang 1960 nr. 9, 10, 11, 12 og nr. 13.
MINI-AVISEN 3. årgang 1961 nr. 1, 2, 3, 4 og nr. 5 samt et særnummer fra januar 1961.

THE SULLIVANS
Beatbandet The Sullivans fra Gebrandskolen i København S var meget populære på Pilegårdsskolen. Her spillede de fire gange i 1965. Bandet havde øvet sig ved at spille for klubmedlemmerne på Christianshavns Ungdomsklub. De blev dannet i 1963, hvoraf tre gik i samme klasse og én, Erik, gik i klasse over på Gebrandskolen. I april 1965 kom Erling Rasmussen også med i bandet.

The Sullivans
Fotografiet er fra marts-april 1965, hvor Henrik Åberg (til højre) var med i The Sullivans i en enkelt måned. De øvrige er fra højre: Erik Koch, Gert Güttler med kunstnernavnet Battler, Arne Møller og Mogens Poulsen. Billedet er taget på Veronavej 11 i baghaven til Sundby Foto Teknik.
Fotograf: Sundby Foto Teknik. Foto: Stads- og Lokalarkivet


The Sullivans mødte i øvrigt Las Vegas ved flere lejligheder. En gang var da Las Vegas spillede på Store Magleby Kro i pop-klubben The Golden Guitar. En anden gang var ved en optræden i december 1963 på Gebrandskolen, hvor Las Vegas spillede. I pausen gik det næsten nydannede The Sullivans på scenen, lånte instrumenterne og gav et par numre.

Du kan læse mere om Las Vegas i HIPHOP, PIGTRÅD OG ROCK’N’ROLL i Glemmer Du nr. 2, 2014.

The Sullivans
Som et andet internationalt kendt band blev The Sullivans fotograferet på trappen til DC 8. Det var bandets manager Allan Mylius Thomsen, som talte The Sullivans op på trinene, efter en lang snak med folk i lufthavnen. Allan var en del af Sundby Foto Teknik, der også tog fotografierne af bandet. Billedet er taget i marts-april 1965.
Fotograf: Sundby Foto Teknik. Foto: Stads- og Lokalarkivet

I sommeren 1965 smed bandet ”The” væk og hed derefter kun Sullivans. De blev i samtiden betegnet som et af de første danske bands, der spille Rhythm & Blues. Bandet holdt til og med november 1966. Derefter fortsatte fire af de fem medlemmer med at spille, men gik over til at spille jazz. Det nye band hed Frit Amager Jazzband og spillede blandt andet på Tårnby Gymnasium i juni 1968.

Arne Møller spillede single guitar i The Sullivans. Senere gik han over til trækbasun, da bandet begyndte at spille jazz. Arne Møller har i fortid som lærer i Tårnby Kommune, hvor han fra 1970 til 1973 var på Tårnby Skole, fra 1973 til 1987 underviste på Skelgårdsskolen og fra 1987 til 2007 var lærer på Kastrupgårdsskolen. Han imponerede eleverne ved at fortælle, at hans band vandt Amagermesterskabet i beat i 1965. The Sullivans vandt over The Rolling Beats med Frede Norbrink – senere kaldet Frede Fup. Det var søndag den 10. januar 1965 i Markmandsgade Selskabslokaler.

I et andet Amagermesterskab i Beat afholdt i Kastrup Bio søndag den 1. august 1965 blev The Sullivans desværre kun nummer tre.

Sullivans spillede koncert på
Løjtegårdsskolen onsdag den 10. marts 1965
Tårnby Skole lørdag den 27. marts og lørdag den 11. december 1965
Pilegårdsskolen lørdag den 30. januar og lørdag den 20. marts 1965 og mandag den 31. januar og fredag den 25. februar 1966.
Korsvejens Skole lørdag den 16. april 1966
Tårnbygårdsskolen lørdag den 21. maj 1966

Til fansene på Pilegårdsskolen – og selvfølgelig også til andre af The Sullivans tilhængere – fik bandmedlemmerne taget idolfotografier. De blev underskrevet ligesom i de store udenlandske bands.

Arne Møller,Singleguitar, sang og mundharmonika
Mogens Poulsen, bas og sang
Battler, trommer
Erik Koch, rytmeguitar og sang
Fotograf: Sundby Foto Teknik. Foto: Stads- og Lokalarkivet

The Sullivans - Arne Møller
 
The Sullivans - Mogens Poulsen
 
The Sullivans - Battler
 
The Sullivans - Erik Koch