Carl Flensburg

Læs interviewet med Carl Flensburg, fra han var 90 år.

Carl Flensburg
"Er De født Kastrupit?" spørger Intervieweren Fabrikant Carl Flensburg, der sidder her i sit Lysthus paa Amager Strandvej.

Fabrikant Flensburg er Medindehaver af Carl Flensburg og Sebbelovs store Væverier, hvis mægtige Kompleks rager op mellem Amagers grønne Løv, og hans Initiativ og Dygtighed har i de fyrretyve Aar, hvor Virksomheden har ligget her, desuden udfoldet sig paa mange andre Felter. Saaledes er Flensburg en af Stifterne af Amagerbanken, i hvis Bestyrelsesmøder han stadig deltager.
En Rekord har Carl Flensburg sat - hvorom et Hæderstegn vidner: Igennem tres Aar har han skudt paa Skytteforeningens Skydebaner herude! Vi sidder og har det saa hyggeligt her i det Grønne. Nærmest den halvfemsaarige sidder hans indtagende Datter, Fru Riess, hvis Mand, Fabriksbestyrer Riess, i mange Aar har indtaget en ledende Plads i Væverierne, og hvis to ganske unge Sønner vistnok forbereder sig paa det.
 

Savskæreri i Gaden!
Det eneste Uromoment er forsaavidt den halvfemsaarige, som der i hans Blik og i en ejendommelig Linie ved hans Næse er noget, der tyder paa, at han har været ude for mere end almindelig Dødelige. Men hvad skulde det være?

Nu svarer han: "Nej. Jeg er saamænd født paa Købmagergade Nr. 29. Jeg husker endnu, hvordan der i min Barndom blev bragt Brænde ind fra Geels Skov og læsset af i Købmagergades Rendesten. Næste Dag kom der to Savskærere og begyndte at save Brændet midt paa Gaden. Man havde det saa rart den Gang. Min Bror Kristian og jeg legede saa godt sammen."
 

Tagfat paa Facaden!
"Vi legede Tagfat saadan, at vi sprang udenfor Altanens Rækværk oppe paa anden Sal efter hinanden ned paa Gesimserne..der var Helle! En Dag kom der Bud fra Collins, der boede lige overfor, at Fruen var besvimet af Rædsel ved at se os springe op og ned uden paa Huset. Vi fandt overhovedet paa saa meget sjovt, Kristian og jeg. En Gang legede vi Fyrværkeri! Vi tog brændende Stykker ud af Kakkelovnen og svingede med dem og kastede dem rundt. Et af dem faldt ned i Vuggen, hvor vores Søster Camilla laa. Der gik Ild i Vuggen, men det generede hende ikke. Hun syntes ogsaa, det var Sjov, og hun blev hentet op tidsnok. Vi var ogsaa ude paa Frederiksborg Slot. Det var den Gang Frederik den syvende boede der."
 

Eksplosion
"Vi havde en Fætter, der var Søn af Hofkurer Jørgensen. Det var deroppe, at noget Krudt kom til at knalde i Ansigtet paa Kristian. Maa jeg spørge: Er der ikke noget ved Deres Næse, der kunde tyde paa, at De ogsaa har haft en Krudteksplosion i Fysiognomiet? Det var minsandten ikke Krudt! Nej, det var en Slibesten. Først skete der det, at Kristian og jeg gyngede. De kender maaske disse gode gamle Gynger, der bestaar af et ganske smalt Bræt i to lange Tove. Vi svingede voldsomt og saa forsvandt pludselig Brættet, just som Kristian og jeg befandt os oppe mellem de øverste Trætoppe, som det var dejligt at suse igennem."
 

Styrtet
"Men saa var det altsaa, at Brættet forsvandt. Kristian og jeg rutchede gennem Luften ned. Det kunde godt ha´ været lutter kedeligt, hvis bare ikke det var sket saa pudsigt, at Kristian i Styrtet satte sig lige paa min Næse, der ragede op efter, mens jeg laa paa Jorden. Næsen havde maaske ikke saa godt af det - men hvor vi lo. Det er altsaa derfor, at Deres Næse har faaet det ejendommelige Sving, Hr. Fabrikant. Naa det - ork nej, det er noget helt andet. Det skyldes mine Fætre, der en Gang fik det virkelig pudsige Indfald, at trykke min Næse helt op ad en Slibesten, medens de drejede rundt paa den."

"Paa Næsen?"

"Paa Slibestenen!"

"Men saa undgik De dog at komme til at lugte til Krudtet."

"Nej, det var netop det, jeg ikke gjorde. I 60 Aar har jeg deltaget i skydningerne paa Amager og en Gang skete der noget virkelig mærkeligt: Jeg skulde skyde. Pludselig farer et Projektil en Millimeter forbi min Næse. Straks efter skød jeg, men i samme Øjeblik, falder jeg om, er besvimet. De bragte mig en Snaps. Saa var jeg klar!"

"Det passer ikke, lille Ven", udbryder Fru Riess smilende, "du kom paa Hospitalet!"

"Jeg kom ikke paa noget Hospital. Jeg ved kun, at jeg fik en Snaps."
 

Kirkeklokke
"Jeg havde oprindelig haft Lyst til at blive Smed. Jeg gik i Lære. Jeg kan huske en Gang, vi var ved at støbe en Kirkeklokke efter Fyraften. Paa én Gang opløstes Formen til Draaber i Luften, og en Regn af glødende Metal hvirvlede ned over mig."

"Det generede Dem heller ikke", udbryder Intervieweren og stirrer paa denne besynderligt usaarlige Olding.

Han ler og svarer: "Der hører Kugle til en Trønder".

"Jeg forstaar ikke", siger Intervieweren.

"Far mener, at en rønder dør kun, naar han faar en Kugle i Hjertet."

"Fyrretyve Aar er det siden, vi byggede vort Væveri herude, min udmærkede Kompagnon, Sebbelov, og jeg. Jeg var den første, der indførte mønstervævede Stoffer. Her saa anderledes ud den Gang. Vores Toldkontrollør var Brevsamler. En ung Pige gik om med Brevene en Gang om Dagen. Telefon havde vi saadan, at naar der blev ringet én Gang, saa var det til os, og naar der blev ringet to Gange, saa var det til Glasværket. Ofte gik jeg hjem med Lønningerne i den ene Lomme og et Lommetørklæde med en Sten i den anden, i den mørke Nat, efter at have hentet dem ved Omnibussen, hvor Konduktøren havde gemt dem i Muleposen."

"De ryger", siger Intervieweren ved Synet af en kæmpemæssig lang Pibe.

"Far ryger fra Morgen til Aften og altid lang Pibe."

"Den Cigar er ikke rullet, som kan erstatte en lang Pibe."

"Hvordan ser man paa Menneskene, naar man bliver halvfems?"

"En Gang havde jeg mange gode Venner. De er alle døde. Nu har jeg kun én Ven: min Hund."

"Ih, hvor var det uartigt sagt, Far", udbryder Fru Riess med et Smil, "du som har en Datter, en Svigersøn og to Børnebørn".

"Jamen, de er da en Selvfølge", svarer den halvfemsaarige med Angergivenhed.