Bibliotekets kvinder 1916

Læs overbibliothekar H.O. Langes appel fra 1916 til kvinderne.

En Appel til Kvinderne af overbibliothekar H.O. Lange

Der er jo næppe Tvivl om, at Livet vil blive strængere og mere anspændt, naar Verdenskrigen engang afløses af Freden, og det ikke blot for de kæmpende Folk, men ogsaa for os, der hidtil har være Tilskuere.

Hvis Danmark fremdeles kan holde sig udenfor Krigen, vil der sikkert blive Muligheder for vort Folk i Verden, Muligheder, der dog kun kan udnyttes af et Folk, der anspænder alle sine Kræfter og ruster sig til Tænderne med Kundskaber og alle de moralske Egenskaber, der gør en Nation stærk og sejrrig i Fredens Sysler.

Det frie offentlige Bibliothek er endnu saa ungt iblandt os, det fører endnu saa upaaagtet og saa forsømt en Tilværelse, at dets Betydning i denne Sammenhæng vil være mindre indlysende.

I Tyskland er Bibliotheksbevægelsen i kraftig Udvikling; Stat, Kommune og private Velgørere har faaet Øjnene opladt for dens Betydning. I Norge har en Række af Købstæder værdifulde Bibliotheker med selvstændige Bygninger og uddannet Personale. Her i Danmark staar vi endnu langt tilbage. Man interesserer sig mere for Museer end for Bibliotheker i vore Provinsbyer; kun 3 Købstæder har Bibliothekarer, der helt kan ofre sig for dette Oplysningsarbejde, og den Støtte, som ydes Bibliotekssagen af Kommunerne, staar ikke i forhold til denne Sags Betydning.

Det frie offentlige Bibliothek er den naturlige Fortsættelse af Skolen, det giver Befolkningen Adgang til at udnytte de Muligheder, som Skolen aabner. En god Samling bøger er et Kulturmiddel uden Lige, som ikke kan undværes i et Samfund, der vil fremad. Der er et vist Antal Bøger, som burde være gratis og let tilgængelige i enhver dansk Købstad, de udgør Grundlaget for dansk Kultur og er vort Folks ypperste Opdragere.

Naar jeg tænker paa alle de kraftige Organisationer, der virker ud over vort Land for kulturelle og nationale Interesser, hvis Fremgang beror paa deres Medlemmers personlige Dygtiggørelse og Udvikling, saa ligger det snublende nær at tænke sig et Samarbejde om en Bevægelse for at skabe praktisk indrettede Bogsamlinger, spredte som et Net over hele Danmark, Bogsamlinger, der ikke blot sørger for underholdende og dannede Læsning, men som sigter paa at underbygge Folkets sociale og politiske Modenhed og faglige Dygtighed.

Kvinderne er nu traadt ind i det politiske Liv, og man maa haabe, at de ikke vil traske i Hælene paa Mændene, men at de snart maa finde særlige Omraader for deres Kræfter i Samfundets Tjeneste. Her er en stor og vigtig Opgave, der endnu ligger brak, hvor der ventes paa en kraftig Indsats. I Amerika bæres den mægtige Bibliotheksbevægelse for en stor Del af Kvinderne ligesom det er Kvinderne, der over ejende besørger Bibliothekartjenesten i de Tusinder af Bibliotheker. Kvinderne kan ikke sætte deres friske Kræfter ind paa et mere lønnende Arbejde end paa at rejse Bibliothekssagen overalt, i By og paa Land. Endnu har intet politisk Parti sat Bibliothekssagen paa sit Program. Mon ikke Kvinderne vil gøre det? 

Det første bibliotek i Alleen fra omkring 1900


Det første bibliotek lå på Alleen 30. Det ses med skiltet på facaden på det lille hus på højre side. Personen er ubekendt, men det kunne jo være, at det var en fra bibliotekets bestyrelse. Personen er i alle tilfælde yderst velklædt. Huset i to etager til højre ligger stadigvæk på hjørnet af Alleen og C.M. Larsens Allé. Fotograf: Carl Flensburg.
Foto: Tårnby Stads- og Lokalarkiv, B5200