Glasmagerne på Kastrup Glasværk

Læs mere om glasmagerrækkerne på Alleen.

Glasmagerrækkerne
Viggo Iversen har fotograferet dette forsvundne miljø i Kastrup en regnfuld efterårsdag i 1960´erne. Til højre ses "den lange række", opført af ejeren af Kastrup Værk - også kaldet Bryggergården. Til venstre ses nogle af glasmagerrækkerne. Glasmagerne måtte nødvendigvis bo i nærheden af deres arbejdsplads. Det skyldes, at man indtil omkring 1870 ikke kunne styre, hvornår glasmassen blev "blank" og dermed klart til, at glasmagerne kunne gå i gang med at blæse.

I løbet af de næste 100 år blev der opført yderligere 8 længer til beboelse, der lå på række langs vejene Alleen, Sals Allé og Alderdomsvej (begge de sidstnævnte er nu nedlagte). På Sals Allé lå glasmagernes forsamlingshus, der dannede rammen for glasmagernes sangforening og orkester, og her blev der afholdt karneval og juletræsfester. Vejen blev i folkemunde kaldt for Skrøverstræde på grund af vejbelægningen. I Glasmagerrækkerne var der endvidere indrettet boliger for pensionister og enker fra glasværket, derfor navnet Alderdomsvej, der også kaldtes "Gulvskrubbestræde." Lejlighederne var indrettet med to små værelser og et beskedent køkken til familier med børn. De kunne leje et ekstra værelse på kvisten. Der var også små ungkarlelejligheder.

Glasmagerrækkerne blev revet ned etapevis især efter lukningen af glasværket i 1979 tog det fart. Købmandsgården, der var den først anvendte i komplekset, blev den sidste, der sank i grus i en af de sidste måneder af 1994. 

Du kan se, hvem der boede i alderdomsboligerne på Alleen i følge arkivets database om glasværkets medarbejdere.