Hvordan søges i arkiv.dk

Du kan finde svar på hvordan du helt konkret kan søge i arkiv.dk, når du gerne vil finde materiale, der er registreret.

Tips til hvordan du søger

Her er en FAQ over forskellige måder at søge på.

Hvordan finder jeg billeder af mine bedsteforældres hus?

Billeder og andet materiale i arkiverne kan være registreret under adressen, så hvis du kender den, så prøv at skrive den i søgefeltet, f.eks.: ”Amager Landevej 41”. Hvis du får 0 resultater, prøv uden husnummeret, og kig derefter resultaterne igennem.

Hvordan finder jeg materiale om Kastrup Glasværk i 1930’erne?

Hvis du søger på ”Kastrup Glasværk” i søgefeltet, kan du kombinere med årstal i menuen til venstre i feltet periode. Udfyld med årstal 1930 – 1939.

Arkiv.dk - menu
Menuen fra arkiv.dk kan ses her.
 

Hvordan finder jeg navnene på mine klassekammerater fra 9b i 1964 på Korsvejens Skole?

Hvis der findes billeder af eleverne på arkivet, kan navnene være registreret sammen med billedet og du kan dermed søge navnet på Arkiv.dk. Du kan også prøve at søge på skolen og sætte en periode på et par år til begge sider.
Omvendt hvis du kender nogen på fotografiet, må du også gerne skrive til arkivet med dine tilføjelser.

Hvorfor vises billedet ikke, når jeg har fundet det?

Langt fra alt materiale i arkiverne er digitaliseret. Et arkiv kan derfor sagtens have oplysninger om et billede, uden at det vises på Arkiv.dk. Ophavsretsregler og persondataregler kan også forhindre, at billedet vises. I stedet vises en blå illustration. Kontakt arkiv for at høre om muligheden for at se billedet.

Hvordan finder jeg kort over Maglebylille?

Søg på Maglebylille i søgefeltet og afgræns materialetypen til ”Kort og tegninger” i menuen til venstre i feltet type. Der er et meget begrænset antal kort i Tårnby Stads- og Lokalarkiv.

Jeg vil kun se billeder fra et bestemt sted. Hvordan gør jeg?

I menuen til venstre kan du vælge sted og krydse af i feltet ”Kun med billede”.

Hvad betyder ”søg videre i Tårnby-arkiv”?

Hvis du klikker her, kan du søge på de emneord, det pågældende arkiv bruger. Dermed fortsætter du din søgning i netop dette arkivs samlinger. Du kan også selv skrive et nyt søgeord og vælge det pågældende arkiv i menuen til venstre under udvidet søgning. Du kan med fordel også kigge i Dragør Kommune og Dragør Lokalarkiv, da mange emner er i begge kommuner f.eks. Saltholm og Amagerbanen.

Hvordan ser jeg flere oplysninger, end de få der vises om materialet, når jeg har lavet en søgning?

Hvis du klikker på materialets titel eller på det tilhørende billede eller ikon, åbner der et nyt skærmbillede med flere oplysninger.

Kan jeg se billedet i større format?

Mange af billederne, men ikke alle, vises i et større format, hvis du klikker på billedet eller på ”udvid” ikonet.

Kan jeg se på et kort, hvor billedet er taget?

I få tilfælde er der et ”knappenåls-symbol” under billedet fra Tårnby Stads- og Lokalarkiv. Når du klikker på det, åbnes et kort, der omtrent viser, hvor fotografen stod. Det er ikke en facilitet, vi har brugt endnu.

Hvorfor vises ”Arkivalier” ikke?

Arkivalier er betegnelsen for papirdokumenter m.m., som udgør en væsentlig del af arkivernes samlinger. Denne type materiale kan være meget omfattende, og er som regel ikke blevet digitaliseret. Det er desuden ikke alt materiale, du kan få adgang til. Du skal henvende dig til arkivet.

Jeg har på Arkiv.dk fundet en dagbog fra min oldemor – hvordan får jeg den at se?

Du kan endnu ikke se digitaliserede arkivalier på arkiv.dk. Du skal derfor henvende dig til det arkiv, som opbevarer dagbogen. Klik på ikonet med en kuvert for at sende en mail til arkivet.

Forrige år afleverede jeg et fotoalbum til arkivet. Hvorfor er billederne ikke på Arkiv.dk?

Arkiverne har meget materiale, der venter på den endelige registrering og derfor ikke vises på Arkiv.dk endnu. Så snart materialet er færdigregistreret, vises det her.

Jeg har fundet et billede på Arkiv.dk og kan supplere de oplysninger, der står. Hvad gør jeg?

Du skal henvende dig direkte til det arkiv, der opbevarer billedet. Klik på ikonet med en kuvert for at sende en mail til arkivet.

Må jeg se alle arkivalier?

De arkiver, der medvirker på arkiv.dk, følger samme regler for tilgængelighed som Statens Arkiver. Det betyder, at arkivalier er tilgængelige, når de er 20 år gamle. For særligt personfølsomt materiale er fristen 75 år. Endelig kan der for enkelte arkivalier være aftalt andre regler for tilgængelighed.

Kan jeg se film og høre lydoptagelser på arkiv.dk?

Endnu ikke. Nogle arkiver gør den type materiale tilgængeligt på deres egne hjemmesider o. lign.
Du kan henvende dig til arkivet.