Arkivmateriale - gode råd

Du kan finde materiale om din slægt på forskellige arkiver.

Du kan finde materiale om din slægt på forskellige arkiver, når du har basisoplysninger om din nærmeste familie.

Slægtforskning på nettet

Statens arkiver
Det vigtigste arkiv er Statens Arkiver for en slægtsforsker. Her er de fysiske arkivalier som kirkebøgerne og folketællingerne samt mange andre kilder til din slægts historie.

De mest brugte materialer er scannet og kan ses på Arkivalieonline på nettet.

Lidt gode råd
  • Al slægtsforskning starter i kirkebøgerne og folketællingerne. Du kan med fordel skifte mellem de to kilder. Når du går i stå i den ene, så prøv den anden.
  • Hvis du ikke kan finde dine aner i det år, du mente de skulle være, så prøv 2-3 år på begge sider af året.
  • Tjek oplysninger to steder f.eks. vielsesåret kan tjekkes under vielsen, men også under dåben af børnene født i ægteskabet.

Meget vigtigt!

  • Husk altid at skrive dine kilder ned, så kan du altid læse det igen.

Andre arkiver
Du kan desuden være heldig at finde materiale i kommunearkiver, lokalarkiver og specialarkiver - særligt tiden fra slutningen af 1800-tallet til i dag kan der være fotografier, skudsmålsbøger eller andre fysiske dokumenter efter din slægt. Det er desværre langt fra alle, der kan finde materiale den vej.

Private skuffer
Der er selvfølgelig også en chance for at finde materiale hos dine slægtninge, så prøv også blandt dem. Der kan ligge ældre fotografier med oplysninger om personerne, dokumenter som skudsmålsbog eller pas samt mange andre spændende sager.

Du skal være åben og kreativ, når du leder efter din slægt. Prøv mange indgange og afsæt god tid til det - så bliver du belønnet med interessante historier om dine aner. Oplever du et problem med at finde en bestemt person eller en oplysning, kan du altid vende tilbage til problemet senere.