Glemmer Du 2017

GLEMMER DU er Tårnby Stads- og Lokalarkivs tidsskrift. På siden kan du se dem, der er udgivet i 2017.

 

Glemmer Du nr. 1, 2017
 

Nr. 1, 2017
Amager Smalfilm Klub - Amager Video Klub 60 år

I 1957 satte en kreds af smalfilmsinteresserede sig sammen for at stifte en klub. Inden mødet var ovre, lå der et sæt færdige vedtægter, der var afholdt stiftende generalforsamling, og en bestyrelse var valgt. Da smalfilm blev afløst af videofilm, skiftede klubben navn. Teknikken og navnet ændrede sig, men klubben fortsatte – og i år har foreningen 60 års jubilæum.

Amager Video Klub, AVK, har samlet en mængde materiale, som er givet videre til arkivet. Det har været udgangspunktet for dette Glemmer Du.

Glemmer Du nr. 2, 2017

Nr. 2, 2017
Kastrup Glasorkester - Verdens første glasorkester

Verdens første glasorkester startede ved en fodboldkamp, hvor det ene hold – glasmagerne – skulle muntres op med glasinstrumenter. Anledningen var Børnehjælpsdagen i 1934 i Kastrup. Idémanden var glasmager Kai Olsen, og det var glasmager Hugo Møller, der udførte det svære arbejde med at blæse og forme glasset til de skrøbelige instrumenter. Begge arbejdede på Kastrup Glasværk.

Du kan her læse historien om det berømte glasorkester og deres glasinstrumenter. Materialet bag Glemmer Du stammer fra samtidige scrapbøger, som Kai Olsen og senere hans søn, Gunner Olsen, har samlet. Kai Olsen har i 1972-1978 skrevet sine erindringer, som arkivet har fået. Foruden er Gunner Olsen også interviewet.

Rettelse side 13: I 1944 blev Børnehjælpsdagen afholdt søndag den 27. august.
Tilføjelse side 16: Hugo Møllers søn er døbt Edgon.

Glemmer Du nr. 3, 2017

Nr. 3, 2017
Tandlæger i Tårnby - Skoletandlæger og almindelige tandlæger

I mange kommuner startede skoletandpleje op længe før loven om børnetandpleje blev vedtaget i den 19. maj 1971. Også Tårnby Kommune var med i strømmen bag bedring af børns sundhed. Allerede i 1934 besluttede Sognerådet at tilknytte en tandlæge til skolerne. 

Du kan her læse mere om starten på skoletandplejen og hvordan det udviklede sig i takt med udbygningen af velfærdsstaten. Samtidigt får du indblik i de almindelige tandlægers klinikker, måske kan du huske mere end der står i arkivet.

Glemmer Du nr. 4, 2017

Nr. 4, 2017
Fra Marker til Lejligheder - Etagebyggeri i  Kastrup og Tårnby

Tårnby Kommune har nogle fantastiske etagebyggerier. Der er i mange tilfælde virkelig tænkt over ejendommen og dens omgivelser, samt hvordan et godt liv kan være.
Bebyggelsen kaldet Tilfredshed, beliggende på Nordmarksvej, var før gårdmand Christian Petersens mark. Skottegården, med tanke for det hele liv, blev bygget på Peter Thønnesens jord til gården Skottegården, som lå lidt op ad Saltværksvej. Olufsgården var tidligere en del af Oluf Kristensens gartneri. Allégården blev til på jorden til Holger Suhrs gartneri. Blot for at nævne nogle af de forandringer, der er sket med den fede muld på Amager.

I dette Glemmer Du kan du læse om flere af de flotte etagebyggerier, der huses i Kastrup og Tårnby.

Glemmer Du nr. 5, 2017

Nr. 5, 2017
Musik på Biblioteket - Musikbibliotekets 50 års jubilæum

Taarnby Sogns Folkebibliotek åbnede i 1899. Lånerne betalte for at være medlem, så de kunne låne. I november 1936 overtog Tårnby Kommune det private bibliotek og g jorde det gratis for alle at låne bøger. Det nye medie, lp-pladen, blev gjort tilgængelig for lånere i Tårnby i november 1967. På det tidspunkt var der ikke mange andre biblioteker med musikafdeling. I år er der 50 års jubilæum for den demokratiske udbredelse af viden og nydelse af musik på bibliotekerne i Tårnby.
Tidligere musikbibliotekar Søren Markvard har beskrevet opstarten – foruden de 37 år han var ansat på biblioteket.
Per Reinholdt Nielsen har beskrevet den nyeste tid med blandt andet rockcafe styret af brugerne.
Læs mere om hvordan musikken kom ind på biblioteket i dette nummer af Glemmer Du.