Tårnby som kulisse

Se hvor nogle gamle klassiske film er blevet optaget i Tårnby Kommune.

Gamle film

I flere tilfælde er Tårnby blevet anvendt som kulisse for en filmoptagelse - blandt andet i to gamle danske klassikere.

Fra filmen Ta lidt Solskin
Taget on location på Løjtegårdsskolen i 1969.
Foto: Stads- og Lokalarkivet, B4903
 

Løjtegårdsskolen

I 1969 blev Løjtegårdsskolens inspektørkontor benyttet til optagelse af filmen "Ta´ lidt solskin". På det ene fotoet ses Pusle Helmuth og ved siden af hende sandsynligvis Michael Rosenberg. De to spiller søskende, der sendes til Danmark fra USA af deres moster, der ikke længere kan passe dem. Deres mor er død, men deres far, Poul Bundgaard, bor i Danmark, hvor han sammen med sin gode ven spillet af Axel Strøbye, lever af at være gårdmusikanter.

Tårnby Kirke

Filmen "Nøddebo Præstegaard" fra 1934 blev delvist optaget i Tårnby Kirke. Her var det skuespillerne Karin Nellemose og Hans Kurt, der havde hovedrollerne. Flere af statisterne var fra Tårnby. Blot tre år tidligere var den første danske talefilm blevet indspillet.
Der kom en genindspilning af filmen i 1974.

Kastrup Værk

I filmen "Lyssky transport gennem Danmark" fra 1958 blev Kastrup Havn brugt som kulisse. Filmen handler om en chauffør, der smugler varer for en velhavende bagmand. Det var skuespilleren Ole Wisborg, der spillede vognmanden. Desuden var Louis Miehe-Renard, Karen Lykkehus, John Hahn-Petersen, Karl Stegger og mange flere med.

Havnecafeen på Kastrup Havn
Havnecafeen på Kastrup Havn fotograferet i 1974. Cafeen ligger i Kastrup Værk - også kaldet Bryggergården.
Foto: Tårnby Stads- og Lokalarkiv, B3759