Kvinderne på Sølvheden er en slægtsroman, som følger kvinderne i flere generationer af en vestjysk landbofamilie fra 1900 til i dag. Den er funderet i lokalhistorisk research, og mange af os vil genkende vor egen families historie i den. Det er den genkendelse, der bærer historien, ikke det litterære. Romanen er godt fortalt men sjusket redigeret. Sproget flyder godt, og der er gode skildringer af vore formødres liv i det vestjyske, og hvordan den arv stadig påvirker os trods de kolossale ændringer i samfundet siden dengang. Men romanen savner stringens, vil have alt for meget med og bliver derfor for lang. Rammen om fortællingen er et mord, der optræder på de første og sidste sider, men er uden særlig betydning for indholdet. Der er mange slåfejl og en del rod i kronologi og slægtsforhold. Romanen fortæller om stærke kvinder i en omskiftelig verden - fra Sognerådens Johanne og hendes liv med fattigdom og hårdt slid som husmandskone for 100 år siden til hendes oldebarn Celia, der lever vor tids fortravlede kvindeliv med karriere, barn, skilsmisse og stesolider, når livet ikke kan nå sammen længere. Hanne Faldborg har skrevet flere bøger om kvindeliv, men er især kendt for sine biografier om Thit Jensen og Jens Otto Krag