Lektørudtalelse

Forfatter: Marion Tirsgaard

Kort om bogen

Billedbog på vers om nogle af de mange måder, som man kan være familie på, fra store plejefamilier, ørkenfamilier til cirkusfamilier og bittesmå familier. Fra 4-6 år

Beskrivelse

Rimet billedbog, der på hvert opslag i vers og med illustrationer fortæller om de mange forskellige måder, som man kan være familie på. Hør fx om plejefamilien med 14 børn på Skovduevej, om den kongelige familie, der om natten lister ud efter hotdogs, om Astas familie, der kun består af Asta, mor og hunden Molly og om Esther, der har bonus-brødre fra Brøndbyøster og en weekend-søster. I omslaget kan du se en slægtstavle over forfatterens egen familie, mens du bagerst i bogen selv kan tegne din familie. Forfatteren, der selv har illustreret bogen, har illustreret flere børnebøger fx, Nøgle tabt!

Vurdering

Det er en fin billedbog med fine men til tider lidt snørklede rim, hvilket imidlertid opvejes af en charmerende og lidt kantet billedside. Billedbogen kan fint danne udgangspunkt for en snak om, hvor forskellige familier er - ikke bare i den måde, som de er sammensat på, men også i deres hverdag og hvad de kan lide at lave i familien

Andre bøger om samme emne

 Den store bog om familier handler også om de mange forskellige familie-konstellationer, der findes, mens Lotte Sallings Mit stamtræ, der også er på rim, fortæller om familiemedlemmer som fx onkel, fætter, tante og mormor