Skønlitteratur

Forfatterfokus: Claire Keegan

Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med den irske forfatter Claire Keegan, så er nu et rigtig godt tidspunkt.

Af Louise Bach Jensen

Hvis du ikke har læst de to kortromaner "Omsorg" og "Den slags små ting" eller novellesamlingen "I sidste øjeblik", så er det med at komme i gang. 

10. september udkommer Claire Keegans næste værk, "Over de blå marker", som er hendes anden novellesamling på dansk. 

Mennesket og dets kringlede følelsesliv spiller en stor rolle i Keegans værker. ”Den slags små ting” og ”Omsorg” foregår begge i 1980'ernes katolske Irland, som Claire Keegan også selv voksede op i. Fælles for de to kortromaner er også, at de begge udspiller sig på landet, hvor de primære familier i historierne hjælper til, hvor der kan hjælpes. Måske rækker maden blot til et enkelt måltid og pengene er små, men de har en godhjertethed, der strømmer ud af karakterne. Samtidig mærker man et savn og en drøm efter mere og noget bedre, end hvad romanernes hovedpersoner befinder sig i. Og netop det formår Claire Keegan at udtrykke, så man mærker det helt ind i kroppen. Den følelse, når man gør noget godt for andre og kan mærke deres glæde, eller når andre tager sig af en. Følelsen af omsorg og de små ting. Claire Keegan kan noget med sproget, som sætter sig til rette i læseren på den helt rigtige måde.