Syg litteratur
At læse litteratur kan give en større forståelse og være med til at nedbryde tabuer om psykisk sygdom.
Af Louise Bach Jensen
Flere og flere danske forfattere har de senere år beskrevet psykisk sygdom med afsæt i egne erfaringer, ikke mindst Bjørn Rasmussen, som benytter sig af stream-of-consciousness og sproglige eksperimenter til at beskrive psykisk sårbarhed. Forfatteren Mikael Josephsen benytter sig derimod af dagligdagens sprog til at fortælle om afhængighed og psykisk sårbarhed.
Når stadig flere forfattere står frem og beskriver psykisk sygdom med mere eller mindre afsæt i eget liv, er det med til at nedbryde de mange tabuer om sindslidelser. Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Peter Øvig og Karen Fastrup er nogle af de forfattere, som har talt åbent om egne erfaringer med psykisk sygdom. Læs i artiklen Det vi ikke taler om, hvordan de gennem litteraturen har ønsket at gøre op med tabuer om psykisk sygdom og med den tavshedskultur, som de selv oplevede som børn.
Kritik af det psykiatriske system
Søren Ulrik Thomsen skriver i sin seneste bog Store Kongens gade 23 gribende om, hvordan hans mor igennem syv år var indlagt på psykiatrisk afdeling. Hun blev først rask på den anden side af sin langvarige medicinering og talrige ECT-behandlinger og fik derefter over 40 gode år. Pludselig var der en læge, ”der begreb, hvad hun sagde”.
Ligeledes har forfattere som Asta Olivia Nordentoft og Cecilie Lind, i forbindelse med at de har skrevet om personlighedsforstyrrelser, angst og selvskade, stillet spørgsmålstegn ved samfundets behandling af psykisk syge. Flere af de senere års debutanter, Fine Gråbøl, Anna Rieder og Sidsel Ana Welden, synes på forskellige måder inspireret af Asta Oliva Nordenhofs antipsykiatriske digte i Det nemme og det ensomme.
Allerede klassikerne Professor Hironimus af Amalie Skram og Glasklokken af Sylvia Plath rummer en kritik af datidens behandling af syge samtidig med, at de beskriver det syge sind på en både troværdig og overbevisende måde.
Psykisk sygdom og skriften
Anne Lindhardt fortæller om forfattere med psykiske sygdomme og ser fællestræk mellem Amalie Skram og Tove Ditlevsen: ”Blandt andet nødvendigheden af at skrive. Det helt store traume er jo, når de ikke kan skrive, når sproget tørrer ud.”
Netop betydningen af at skrive er der kommet mere og mere fokus på, og forfatteren Siri Hustvedt har gennem flere år stået i spidsen for skrivekurser for psykisk syge. Forholdet mellem skrift og psykisk sygdom er også et spor op gennem litteraturhistorien, hvor adskillige forfattere har indviet os i et liv med psykiske lidelser. Bøgerne har vekslet mellem at sætte lighedstegn mellem poeten og den syge, har fungeret som kritik af psykiatriens behandlingsformer eller har skildret den logik, der karakteriserer den sindslidendes tilstand.
Skønlitteraturen giver os et mere nuanceret billede af det syge sind og kan dermed være med til at nedbryde tabuerne om psykisk sygdom. For som Karen Fastrup siger, så er den person, der på et tidspunkt i sit liv bliver ramt af psykisk sygdom "bare et helt almindeligt menneske".
