Det læste Tårnby i 2024
Vi har fundet alle de mest populære bøger fra året, der gik. Har du fået læst dem?
Af Camilla Skovgaard
Mest udlånte bøger
Tårnby elsker en god krimi - og helst en dansk af slagsen. Jussi er på toppen med mere end 300 udlån af "Syv kvadratmeter med lås" i løbet af 2024. Kim Faber og Janni Pedersen tog en andenplads med "Løgner", skarpt efterfulgt af Katrine Engbergs "De hvide nætter" på en tredjeplads med kun ti udlån til forskel fra Faber og Pedersen.
I 2023 var det dog "Annas sang" af Benjamin Koppel, der blev lånt ud allerflest gange, hvilket er den eneste gang på fem år, at en krimi ikke har toppet udlånslisten på Tårnby Kommunebiblioteker.
Mest udlånte romaner
Det er dog ikke kun krimier, der er populære i Tårnby. Ligesom anden- og tredjepladsen på krimilisten, nåede den historiske roman "De bedste familier" af Kim Blæsbjerg også op over 200 udlån. Naja Marie Aidts sørgmodige og følsomme "Øvelser i mørke" fik andenpladsen over mest udlånte romaner, mens "Tre" af Valérie Perrin blev netop dét: nummer tre.
Mest udlånte fagbøger
Det var en af årets helt store danske begivenheder, da dronning Margrethe trådte tilbage og Danmark fik en konge. Kun få dage efter tronskiftet blev bogen "Kongeord" udgivet, og der var med det samme rift om den. Derfor er det heller ikke den store overraskelse, at "Kongeord" blev den mest udlånte fagbog i 2024.
Resten af fagbøgernes top tre består af Lærke Kløvedals sårbare "Sømærke" om at vokse op med Troels Kløvedal som far og "Vanedyr" af Nicklas Brendborg om videnskabens manipulation af vores instinkter.
Også tilbage i 2023 var der høje udlån i det royale stof, da "Reserven" af prins Harry var den mest udlånte fagbog.
Mest reserverede på vej ind i 2025
"Kongeord" af Jens Andersen var ikke kun den mest udlånte fagbog i 2024. Bogen havde også den hurtigst voksende reservationskø - dog med "I egen barm" af Katherine Diez lige i hælene, der også stadig er en af de bøger med flest reservationer på vej ind i 2025. Se hele top fem over de bøger, der har fleste reservationer lige nu herunder.
Mest udlånte børnebøger
Der er ingen tvivl om, at Tårnby elsker Sallys far-bøgerne, hvis man ser nærmere på top fem herunder. "Villads fra Valby køber slik" har sneget sig ind i top fem med kun ét udlån mere end "Sallys far er en dårlig taber" (i øjeblikket, hvor udlånstallene til denne artikel blev gennemgået).
Dog blev den mest udlånte børnebog "Den fantastiske bus" af Jakob Martin Strid, som i øvrigt også toppede børnebøgernes udlån sidste år med "Da lille Madsens hus blæste væk".
Hvilke emner har Tårnby søgt på?
Airfryer
Der er blevet søgt rigtig mange gange på "airfryer" på bibliotekets hjemmeside i løbet af året. Måske hænger det sammen med, at flere medier op til julen 2023 kunne berette, at årets julegave var airfryeren - og mange efterfølgende har søgt inspiration til opskrifter blandt bibliotekets kogebøger.
Vegetarisk mad
Det har også været populært at søge efter "vegetarisk mad" i år. Der er efterhånden et rigtigt stort udvalg af vegetariske kogbøger her på biblioteket, og en af de mest reserverede bøger på vej ind i 2024 var da også "Den dovne vegetar" af Camilla Skov.
Ernæring
Der har virkelig været stor interesse for at blive inspireret til ny madlavning, men også at blive klogere på ernæring og sundhed. Mange har søgt på "ernæring" og "sundhedsbøger", og vi har også kunne se, at bøger som for eksempel "Professorens grønne energigrød" og "Faste uden sult" har været meget populære.
Andre emner med mange søgninger:
Dyrebøger
Hjernen
Strik og hækling
Fodbold